Kummetur til det Gule rev – 2014
Kummetur anno 2014 –Her er billederne
Efter et par dages nervøsitet, fik SB det forløsende opkald fra Storekumme. Gunda kunne meddele at Mølboen sejlede lørdag 5/4. Således triller den sølvgrå 2.0´er, med det karakteristiske ”paddle faster I hear banjo music” klistermærke, ind på Irmingersvej lørdag morgen kl. 01:00. Efter lidt spildt kaffe i 2.0´eren og 3 timers kørsel, rullede SK og MK (Minikumme) ind på Hanstholm havn med et smil på læben. Stængerne blev smidt på de faste pladser, hvorefter der blev slappet af én time. Kl. 05:45 forlod Mølboen Hanstholm havn. MK og SK fornemmede straks, at vejret kunne blive et ubehageligt kendskab denne dag. Og ganske rigtigt, én timer efter afgang, ofrede den første gast sin morgenmad til Neptun, hvorefter han forekom meget bleg resten af turen. Efter et par timers sejlads i høj søgang, kunne SK og MK endelig sænke deres 400 grams pirke ned i dybet. Med råstyrke og overlegen teknik, der uden tvivl berettiger Æsel til navnet Storekumme, havde denne kroget og landet den første torsk inden MK kunne nå at råbe ”gaf”. Som dagen skred frem blev vejret dårligere, men fiskeriet bedre. Der blev fanget fisk i alle drev, og torskene blev større som dagen skred frem. Samtlige af Klemmes 18 kasser kom i brug. Både MK og SK lavede ”full house” flere gange, hvilket gav lange arme og ømme knæ. Eftersom bølgerne nu var 2-3 meter høje, havde SK og MK udviklet en speciel teknik, hvor knæene blev presset imod rælingen og hælene sat i spænd op imod styrehuset. Dette var blevet en nødvendighed for at kunne holde balancen under fiskeriet. Efter nogle timers fiskeri måtte MK melde pas, og fik således ikke fisket de sidste to drev. Bølgerne var nu så store, at den ellers hårdkogte sømand, måtte sætte sig for ikke at lade SK´s velsmagende pølsehorn gå til spilde. På de sidste drev, lykkedes det SK at lande flere fine torsk, og ”naboen” fangede en flot måler på 11,5 kg. Kl. 1430 satte skipper Klemme kursen retning Hanstholm, hvor vi ankom 2 timer senere. Efter den obligatoriske pølsemix, returnerede SK of MK til Gadus, for at hjemtage dagens fangst, nu som fileter. Alt i alt endnu en fantastisk tur, om end vejret ikke viste sig fra sin bedste side.
Petri heil.