Gråsten og omegn – Hotspot
oktober 2006
Generalforsamling i Brunsnæs
TFF sammenkomsten fandt i efteråret sted ved de hjemmevante sønderjyske kyststræk. Formandens hotspot var at finde i Nybøl Nor, hvorfor TFF medlemmerne hin lørdag morgen kl. 0700 var at finde dette sted. Efter et solidt nedbør, der bragte fiskeriet til en kort pause, udviste formanden solidt lokalt kendskab. SB landede egenhændigt tre fisk (en fin havørred på 45 cm og to undermålere) inden de resterende medlemmer af TFF havde tørret den sidste søvn af øjenkrogene.
Yderligere to medlemmer formåede at lande fisk denne morgen fordelt med en fin, farvet hanhavørred til Jancker, og en undermåler (vanen tro) til KB. Stemningen blandt den velfangende trio var helt i top, og tilliden til egne evner var stor inden næste stræk i Flensborg fjord skulle gennemfiskes. Efter nøgternt at have konstateret at tyske lystfiskere havde landet en fin havørred, samt en torsk (til Esels store glæde) på strækket, kastede TFF sig ud i fiskeriet. Vinden stod i sydvest, bygerne kom kontinuerligt og dyngede medlemmerne til med vand, men vejret blev trodset, og blinkene holdt i vandet. KB, manden der mest af alt lignede en sommerfuglefanger grundet sin mütz, fik kontakt med en solid, blank fisk, der med et gevaldigt hop frigjorde sig fra gladsaxens krog, og genvandt sin frihed. KB stod efterfølgende tilbage som en slagen mand og med et ord på læberne; ”Moch!” Fiskeriet blev efterfølgende henlagt til Alnor strandpark, Nybøl Nor, samt Spar Es, men uden fangst, desværre. Efter en solid nats søvn frekventerede medlemmerne igen hotspottet i Nybøl Nor. KB slog til med fangst af en undermåler inden de andre medlemmer havde blinkene i vandet. Jancker fulgte op med en landing af en fin havørred på 45 cm, hvilket efterlod presset på Esel, der stod tilbage som eneste mand uden fanget fisk. Men i ellevte time, i bedste Bayern Munchen stil, huggede så fisken på Esels trumf, og i nettet kom den så, en fin farvet hanfisk. SB lukkede weekenden med en undermåler, og dermed afgav det sønderjyske hjemvand hele ni fisk til TFF, tak for det!