KBH, 2008

Nordsjælland 2008 – Tre mand og en overspringer

08-1

Så blev det endelig forår!

TFF-medlemmerne kunne omsider kravle ud af deres vinterhi den første weekend i april, da formand Esel havde kaldt sammen til det halvårlige træf på djævleøen. Sidst vi var på disse kanter, led TFF et forsmædeligt nederlag til vejrguderne, men denne gang stod den på diametralt modsatte forhold – høj sol, let brise og perfekte vandtemperaturer.

Luften var således tyk som tjære af tårnhøje forventninger, da de tre udefrakommende, SB, KB og Janker satte sig tilrette i bilen i Alnor for at sætte kursen mod Esel-land på den anden side af Storebælt. Humøret var bedre end nogensinde, dels pga. udsigten til en fangstrig weekend og dels pga. synet af KBs mintgrønne Skoda Fabia. Humøret skulle endog vise sig at stige mindst et par grader mere denne weekend…

Vi var knap nok trillet ud af Per Bangsgaards Rhododendron-drøn af en have, før KB bad om øl nr. 2. Som bekendt var KB ikke present ved sidste træf pga. fødsel, så han bedyrede storladent, at her var en mand, der tørstede efter revance – og indtil han kunne dyppe sin Gladsaxwobler i det salte nordsjællandske vand, måtte han jo slukke denne – tilsyneladende umættelige – tørst med dåseøl fra Fleggaard. Som sagt så gjort.

Efterhånden som SBs firhjulede fik pløjet sig op gennem Jylland og tværs over Fyn, nåede vi også frem til Storebæltsbroen og vi måtte her konstatere, at KB i et pænt stykke tid havde siddet noget uroligt på forreste passagersæde med benene på kors. Vi holdt ind til siden og mens manden frekventerede det østfynske landevejs-pissoir, undrede vi andre os over, at han overhovedet havde kunnet holde sig så længe – oven på 6 øl…

En god time senere bankede det på Formand Esels dør på Amager, firkløveret var atter samlet og festen kunne for alvor begynde! Det er vanskeligt at nedfælde, hvad der præcis skete resten af denne aften, men et par velvalgte stikord fortæller ofte mere end lange prosaiske beretninger. I vilkårlig rækkefølge: Fantastisk mad og vin af formanden, øl til KB, Fernet til hele holdet – dobbelt op, fiskehistorier og forventningens glæde, øl til KB, Fernet til hele holdet – dobbelt op, formandens oplæg til weekendens fiskeri, øl til KB etc…

Det blev en kort og urolig nat, mest pga. fiskeforventninger efter formandens grundige og inspirerende research, men for andres vedkommende også pga. for liden alkoholisk mådehold. Morgenmaden blev derfor nydt i mærkbar stilhed kun afbrudt af de gutturale lyde fra KB, der havde klemt sit lange ømme legeme ind på Esels mikroskopiske badeværelse og herinde desperat forsøgte at rette op på gårdsdagens hemningsløse svingom med Fleggaard og Fernet.

Derpå blev bilen hurtigt pakket, men med 4 grandvoksne mænd medbringende 30 års indsamlet fiskegrej er der ikke levnet meget plads til folk med lange ben. KB beklagede derfor også sin nød hele den lange vej til fiskevandet over at sidde krøllet sammen på forsædet med tømmermænd så store, at bilen trak et tykt spor af alkoholtåger efter sig, når han desperat rullede vinduet ned og gispede efter ilt, mens SB med lignende desperation drønede ud af Ring 4 motorvejen på jagt efter en benzinstation. Efter hvad der for KB må have synes som en uendelighed, nærmede vi os omsider de snoede veje ned mod formandens første hotspot. Nu var fiskeiveren kravlet stødt i vejret hos Esel, Janker og især SB, hos hvem den sågar forplantede sig helt ned i fodsålerne, så speedometeret fik en ekstra tak opad, mens Thomas Buttenschön fik lov til at skråle ’du er smuuuukere end smuk…’ for fulde gardiner ud gennem den skrattende bilradio. Denne uheldige coktail af 90km i timen gennem mange skarpe sving og Buttenschön som musikalsk bagtæppe blev tilsyneladende for meget for den gode dreng fra Odense, der længe havde siddet helt tavs og sammenklemt oppe foran, mens hans ansigtskulør forsvandt mere og mere…

Hvis lokale nordsjællændere hin lørdag formiddag befandt sig i det kuperede terræn på vej ned mod Rendbæk, må de have studset en ekstra gang over synet af en sølvgrå Seat Cordoba, der til tonerne af en krølhåret kastratsanger næmest fløj henover bakkerne for pludselig at standse brat op, få dørene flået op og derpå se en ligbleg biolog kaste sig hemningsløst ud i rabatten og tømme indholdet af sin mavesæk. Siddende hjælpeløst på knæ her i de græsklædte skråninger syntes den selvproklamerede KB-revance fra dagen før nu unægtelig langt borte…

Da vi havde kæmpet os det sidste styke ned til hotspottet, var det endelig tid til at tage hul på fiskeriet. De af os, der ikke stod foroverbøjet med hovedet inde i hækken, kunne konstatere, at stedet jo så ret indbydende ud, men den skyfri himmel og den spejlblanke overflade skulle hurtigt vise sig at blive en svær forhindring for at få skæl i netmaskerne. Resultatløse måtte vi da også give op efter et par timers ihærdigt fiskeri og i stedet gik vi tilbage til bilen for at vække KB, der havde ligget den ganske formiddag på bagsædet af Cordobaen for velsagtens at gruble over morgenens surrealistiske oplevelser.

Efter en veloverstået frokost – selv KB kunne nu klemme et pølsebrød ned i løgnhalsen – hed det fiskeri på åben kyst for foden af det fashionable Heatherhills. Selv på vindstille dage som denne stod bølgerne højt på disse kanter og vanskeliggjorde vadefiskeriet, der også kun kastede to fejlkrogede tobiser af sig. Nu begyndte den skeptiske stemning at brede sig, som kendetegner et hold lystfiskere, der synes, de oplever et fiskemæssigt deja vu – skulle nulturene fra sidste københavnertræf virkelig gentage sig??!

En hurtig rådslagning førte os til Esels geheimtip ved lille Kregme inde i Roskilde Fjord. Forholdene var imidlertid lige så trøstesløse som udsigten til at KB ville drikke flere dåseøl denne weekend. Vi fiskede dog ufortrødent stolpe op og ned i timevis i det spejlblanke vand og skiftede agn og taktik som aldrig før, men lige lidt hjalp det. Da klokken blev henad 21, sagde vi ’Schluss mit lustig’ og tøffede en smule slukørede og matte i sokkeholderne atter tilbage mod Amager, hvor vi indtog Esels fortræffelige Pasta Bolognaise og skyllede efter med lommelærke og dåseøl, før vi gik i brædderne på samlebånd.

Søndag morgen cementerede KB så sit personlige nederlag denne weekend og et nyt lavpunkt i TFFs 5 årige historie, idet han annoncerede, at han ikke så sig istand til at gennemføre dagen men i stedet var nødsaget til at transportere sin plagede krop og martrede sjæl tilbage til Odense.

De resterende medlemmer må have følt det, som når et fodboldhold får udvist en mand og må spille med reduceret mandskab resten af kampen. Og pudsigt nok syntes reaktionen faktisk at være den samme som den, der ofte indtræffer på grønsværen i en sådan situation: de underbemandede finder pludselig uanede kræftreserver frem fra dybet og kæmper videre i trods og med en ihærdighed som om de faktisk havde fået en ekstra mand på banen!

Afsted det gik mod Hovedbanen, hvor KB røg retur til Fyn, og derpå videre i ekspresfart mod en klassisk sjællandsk havørredplads: Munkholmbroen. Vinden var mærkbart taget til i løbet af natten og havde også trukket et vekslende skydække med sig, så da de tre tiloversblevne steg ud af bilen ved parkeringspladsen, måtte Janker tilkendegive, at her faktisk lugtede så meget af salmo trutta, at hvis han nogensinde i sit liv skulle forudsige noget, så var det nu, og så ville det være, at vi fangede fisk inden for de næste par timer. Som sagt så gjort.

Der gik ikke en rund klokketime, før Janker lod de forløsende ord runge ud over blæretangen: ”Så er den der!” Formanden, der gik ikke langt derfra, kunne lidt efter se Janker håndlande 45cm sølvtøj og blottede derpå det lettelsens smil, der kun kan findes på en formand, der på trods af månedsvis af research og planlægning havde set sit team gå slukøret fra plads til plads en hel weekend uden hug, for så endelig at se et medlem juble med bøjet stang og koncentreret blik. ”Sådan Janker, så er vi i gang!” Og nu gik det faktisk slag i slag: Janker fik kort efter endnu en dybt hug men fik ikke kroget fisken ordentligt, så den forsvandt igen. 15 min. derefter var det formandens tur til at gjalde sit karakteristiske: ”Æ hæ jæn!” Bang! 50cm og blank som en nyslået daler. 1 time efter kommer SB traskende hen ad stranden med et stort smil på læberne og 51cm fedtfinne på ryggen. Sådan, hele den tilbageværende bande fik flex på klingen indenfor få timers fiskeri – æren og weekenden var reddet på målstregen, og faktisk indplaceredes weekenden som den tredjemest fangstrige TFF-tur alene på baggrund af de få søndagstimer ved Munkholmbroen – cadeau til formanden for at have et es i ærmet, når det gælder!

Nu blev det tid til at tømme restbeholdningen af lommelærken og ønske hinanden tillykke med flidspræmierne og SB tillykke med titlen som weekendens vinder og en Petz pandelampe rigere. Nu var det et helt andet syn der mødte det lokale nordsjællændere: Tre sønderjyder med rank ryk og smukt sølvtøj linet op i græsset, mens de nød en velfortjent pilsner i den milde forårssol. Herligt!

Alt i alt en enormt hyggelig og begivenhedsrig weekend med op- og nedture, der længe vil blive husket – og tænkt hvad det kunne være blevet til, om vi havde været hele fire mand ved fiskevandet den formiddag, da ørrederne endelig bed…

Petri Heil

Billeder fra turen