Storåen – maj 2014

Billeder fra turen kan ses her.

Det skete på 2. dagen

Storå – Bededagene 2014

 

I leksikalske opslagsværk står følgende at læse om Store Bededag:

 

Store bededag blev lovfæstet ved kongelig forordning den 27. Marts 1686 som en “ekstraordinær, almindelig bededag” for hele riget. Store bededag blev indvarslet aftenen før ved stormklokkeringning fra landets kirker. Det var tegn til, at der ikke længere måtte drives handel, og at kroer, beværtninger og lign. skulle lukke, så folk kunne gå hjem og hellige sig den forestående bededag og møde veludhvilede og ædru i kirke næste morgen, som forordningen krævede.

 

Altså en særlig dag, hvor hverdagens gøremål sættes på standby og tiden helliges troen og bønnerne. I den henseende kunne udenforstående sagtens have mistænkt de fire unge mænd fra TFF for at være en nyreligiøs sekt, hvis man havde set gutterne over skuldrene i weekenden d. 16-18. maj 2014.

 

De toptrimmede ungesvende var nemlig nærmest veludhvilede og delvist ædru i denne weekend, hvor der ligeledes var blevet bedt inderligt til de højere magter. Kun kirken var skiftet midlertidigt ud med Guds fri natur langs Storåens lokkende vande. De 4 troende havde tilmed allieret sig med en fynsk ypperstepræst, der, indhyllet i tætte vaniljetåger og evigt bappende på sin surrogatpibe af en el-cigaret, om nogen forstod at guide lærlingene til de allerhelligste pladser herude på den vestjyske pampas, hvor troen og tvivlen er hinandens tvillinger.

 

Turen mod Holstebro gik med start kl. 7 fra Fyn med pick-up af SB i Vejle og Janker i Skejby. Esel havde bedyret, at han først skulle begynde dagen med at pløje de københavnske 7-mandsbaner, før han sveddryppende ville kaste sig ind i Golfen og fræse mod vest.

 

Ved siden af den kompakte dunst af vaniljetobak befandt ungersvendene sig som altid i en fortættet stemning af jubeloptimisme på vejen op gennem Jylland, alt imens weekendens offergaver ivrigt blev diskuteret; Flying Condom vs. Möresilda, synkeliner vs. intermediateliner, enkeltkrog vs. trekrog etc.

 

Første stop på denne episke pilgrimsfart syntes allerede at indvarsle store begivenheder, da den til lejligheden nypolerede Avocado med hårdt trukket håndbremse kurede gennem det nystrøgne perlegrus i gårdspladsen på Holstebros bedste og billigste fiskelodge. Ankomsten blev heftigt akkompagneret af en hundegøen så høj og intens, som kun en vestjysk hund med rabies kan gøre det. Tøvende trådte de håbefulde unge mænd ud af bilen og da støvskyerne og vaniljetågen havde lagt sig, fremtonede en ubestemmelig men massiv kvindeskikkelse i den anden ende af gårdspladsen: Det var Gårdmutter. Hun kastede et hurtigt blik på den bjæffende køter og der var omgående ro. Derpå et hurtigt kig på den langlemmede formand, og der var salighed…

 

Selvom Gårdmutter uden tvivl kunne have ført samtaler med KB det meste af dagen, blev bilen hurtigt aflæsset for alt andet end fiskegrej og drikkevarer. Nu skulle offergaverne i vandet!

 

10 minutter senere var holdet – minus Esel, der i dette øjeblik var ved at slå hastighedsrekorden på trækningen fra Stenbroen til Storåen – ankommet til de fine slyngninger ved Gryde Ås udløb. Tre korte bap på el-piben og så var tre sikre standpladser udpeget af vaniljeguruen. Et enkelt ’dødt’ bagvand på trækningen udråbte han desuden til ’en klassisk geddeplads’ pga. den svage strøm netop her. TFF afviklede derpå en hurtig fællesbøn med ’Petri Heil’ og drog derpå i hellig krig. De kastede og fiskede efter alle kunstens regler og tre kvarter senere var hele strækket lige så gennempløjet af rørfluer og Condom-spinnere som de københavnske 7-mandsbaner af Eselhove.

 

Da Janker havde gennemfisket strækket og var på vej tilbage til mødestedet, kunne han pludselig på afstand ane en ubarberet langhåret skikkelse – halvt André Pirlo, halvt Wolverine. Personen var iført de kulsorte neoprenwaders, som kun én mand i Kongeriget kan overleve at have på, når der skal spurtes 1,5 kilometer i 25 graders varme langs en vestjysk å. Det var Esel. Han var landet på rekordtid med ild i blodet og laks på hjernen. Lige præcis tidsnok til at bevidne, at SB naturligvis havde landet en strømgedde på 12 cm på førnævnte standplads…

 

Temperaturen havde nu nået de for TFFs fisketure så klassiske 25-26 grader og tiden var inde til frokost hos Gårdmutter. Et par rituelle øl og rugbrødsmadder senere var TFF atter ved vandet. Denne gang stod de ved den sagnomspundne Bur Bro og spejdede ud over de første 3-4 standpladser, der ifølge den messende stemme bag vaniljetågerne i de seneste år havde kastet uhyrligt mange storlaks af sig. De tre spinnefiskere gik derpå opstrøms med tunge kondomer, mens fluefiskerne piskede vandet til skum nedstrøms. Vejret var dejligt, insekterne sværmede og ingen fisk var der nok af.

 

Efterhånden var det blevet aften og matte og solbrændte vendte de hellige krigere atter snuden hjem til Gårdmutter og grillmad.

Natten forløb roligt. I hvert fald for Janker og formanden, der havde indlogeret sig på trappeafsatsen og sov lunt og godt, saligt drømmende om morgendagens drabelige laksefights. Anderledes tumultagtigt forløb natten imidlertid i det tilstødende kammer, hvor Esels søvnbehov blev skamfuldt tilsidesat af SBs mobiltelefons vedvarende kimen mellem kl. 01-03. Til sidst blev det nok for den hærdede sergent Donkey, der brølede, så selv en rabiesbefængt køter ude på gårdspladsen måtte stikke halen mellem benene: ”Nu tager du kraftedeme den telefon Benny!” Apatisk og med tonstung Fernet Brancaånde lykkedes det omsider SB at fumle sig frem til sin mobiltelefon i mørket og fremstamme et søvndrukkent ”Hallo?” Herefter fulgte en meget kort og meget lavmælt samtale. To sekunder senere var SB – modsat Esel – faldet i søvn igen. Nu hørtes blot den karakteristiske ubekymrede snorken, som kun høres fra en, der er far til tre, og som har været vant til at få søvnen afbrudt adskillige gange om natten de seneste år, selvom han skal op og yde sit ypperste næste dag.

Forestillingen om Esel, der derimod ligger tilbage i sengen med opspilede øjne og skummende af raseri, mens SB sover tornerosesøvn på gulvet, kan stadig redde en dårlig dag.

 

Da de fire gutter næste morgen sad over kaffen og knaskede i de ovntørre discountrundstykker (SB som sædvanlig i dobbelt hastighed – og Esel med øjenlåg så tunge som en torskepirk på Det Gule Rev) dristede formanden sig forsigtigt til at spørge ind til nattens telefonopringninger. ”Nååå, ja det var Tina. Hun var i byen med veninderne. Hun var fuld og ville bare lige sige, at hun elskede mig.”

 

Kærligheden kender ingen grænser. Eller sovetider J

 

En for TFFs standarder relativt langsom start på morgenen blev dog med ét afbrudt af duften af vanilje, der trængte sig på ude fra gårdspladsen. Ypperstepræsten var ankommet og en hurtig aflæsning af disciplenes blikudveksling ved morgenbordet lod ingen tvivl tilbage om, hvad alle nu tænkte: ”Det skete på 2. dagen!”

 

Dagens første stop var det legendariske stræk ved Idom Bæk. Bemærkelsesværdigt nok var der kun 2 biler på parkeringspladsen, da Avocadoen og Københavnergolfen kom rullende i konvoj, mens støvskyerne hvirvlede op fra den knastørre grusvej. Her havde ikke regnet i dagevis og så langt øjet rakte var der tørt og varmt. TFF gik både op og nedstrøms og var efterhånden spredt for alle vinde. Selvom mobilsignalet lod meget tilbage at ønske herude i det lyngbevoksede landskab, hvor snoge og hugorme er øverst i fødekæden, kunne gutterne berolige sig med at have et kommunikativt trumfkort i ærmet, hvis noget skulle nappe. Således kunne de altid på lang afstand orientere sig om ypperstepræstens tilstedeværelse ved at følge hans vaniljeduftende røgsignaler, der kontinuerligt steg op fra den tætte sivbevoksning langs å-bredden.

 

Janker var efter 2 timers intensivt fluesvingeri i den hidsigt bagende sol efterhånden forsvundet ind i den form for trancetilstand, hvor man glemmer, hvad det er, man egentlig er ved at foretage sig. Kast efter kast efter kast blev monotont lagt ud over åen, som søvnigt strømmede forbi, mens solen smeltede hans bevidsthed og tidfornemmelsen gik i opløsning. Dryppende af sved fik han slæbt sig tilbage til parkeringspladsen, hvor han febrilsk smed trøje, støvler og de alt andet end åndbåre Simms vaders og derpå nærmest nøgen lod sig flyde ud over det brændvarme borde-bænkesæt, som en grisefarvet budding i en mikrobøljeovn. Øjnene flakkende og halsen føltes tør som bunden af et papegøjebur, da han sløvt registrerede, at den sorte Golf var væk…

 

I samme øjeblik ringede telefonen. Display’et fortalte, at det var Esel og med hæs stemme fik Janker fremstammet det eneste, der faldt ham ind: ”Der er ingen fisk.” Men aldrig har denne kommentar været mere malplaceret end i netop dette øjeblik! ”Bur Bro, SB, blanklaks, 87 cm – 6kg – genudsat.” Det var i korte træk de billeder der føg gennem Jankers hoved, mens han sad der mutters alene i den bagende sol kun iført svedige underhylere, kogt hjerne og brændte baller på en sort bænk i Vestjylland.

 

Resten af weekenden kan vel bedst beskrives som en lang triumftur for SB, der fra nu af udstrålede den ro, som kun rammer én, der har landet sin første danske laks. En beundringsværdig bedrift præget af gåpåmod, indsigt og klarsyn og belønnet med det fornemmeste bytte, en dansk å kan afstedkomme. Glemt var alle nulture. Glemt var al tvivl på egne fiskeevner. Og glemt var al snak om fællesbøder til TFF for udeblevet fangst! Med ét hug reddede SB således hele weekenden for alle gutterne, og mindet om den fantastiske fangst vil for al evighed være mejslet ind i såvel SBs hukommelse som i TFFs vandrepokal.

 

Det står stadig hen i den uvisse, om laksen blev taget på lånt grej…

 

Amen!

 

Således oplevet af Janker i Bededagene 2014