KBs Blog
7,maj 2012
KB tager med elever til Storebæltsbroen ved Nyborg og knalder hornfisk.... sikkert hit.
7.april 2012
Jeg var et smut ved Alnor-kysten. Meget svære forhold - sol, fralandsvind, meget højvande og en lortesnøre!!! Men fedt at være afsted på trods af, at der ingen kontakt var til fisk.
19. april 2011
Der fanges pæne fisk på Ærø for tiden - se her. http://www.kystfluefiskeren.dk/artikler/vore-fangster/122-landskamp-2011-aero.html
11. april 2011
Jeg tror sgu at timingen denne gang er helt i top. Her tænker jeg på vores kommende Generalforsamling. Algerne omkring de danske kyster, også Ærøs!!, er ved at være væk, og de toptrimmede stålblanke fisk er så småt ved at æde sig i topform. Efter den lange kolde vinter og de sidste mange ugers algeopblomstring, som har gjort jagten på føde meget svær, vil de næste par uger få mange havørreder til at søge ind på det lavere vand for at finde reje, børsteorme og småfisk - og smage på TFF´s mange forskellige agn. Sætter derfor barometeret på 75 % chance for at vi får en fisk over 2,6 Kg!!! Jo, optimismen fejler som sædvanlig intet!!!
3. april 2011
Så er gårsdagens Skjern Å-tur ved at være fordøjet. Lad mig starte med de klare facts - KB fik ingen laks med hjem til Fyn! KB havde end ikke kontakt med en laks (eller havde han? - mere om det senere). KB ikke så meget som så en laks - fanget af en anden fisker eller en laks der viste med et spring ud af vandet. Forholdene var ellers fine. Der var kommet lidt vand i åen et par dage før og temperaturen fløj helt op på 20 grader, så det lugtede af fisk. Desværre viste fiskeriet på premiere-dagen, at der stort set kun var nedfaldsfisk i åen, så KB og ex-kollega Jesper burde ikke have været super-optimister inden afrejsen. Nu ligger landet dog sådan at en TFF´er som altid er super-optimist og det smittede hurtigt af på Jesper. Vi regnede med fast fisk. KB havde om morgenen endda tænkt den tanke, at hvis han tidligt fangede en blank 3-4 kgs laks, så ville han genudsætte den, så han kunne få en større med hjem (da lachen die Hünner ja mit..).
Nå, men tilbage til forholdene. Efter et par timers fiskeri blev den allerede halvlunkne termokande-kaffe skyllet ned med nogle chokoladekiks. Duften af gammel kaffe havde fået en lokal op af stolen og han hældte gode fif og historier ud af ærmet. "Der er alt for lidt vand i åen..." OK, vi syntes at det nærmest mindede om en stor flod, men han mente at det var lavt for årstiden og at det var det der holdte de store fisk fra at svømme op i åen nu. Øv... men vi kæmpede videre. Vi var begyndt ved Borris...DER hvor KB for år tilbage havde fået et minde som den dag i dag stadig hamrer rundt i knolden på ham. Klokken 7 var KB´s spinner og Jespers flue i vandet og kort før middag oplevede KB noget meget underligt. Der skete et eller andet underligt, da han rullede blinket ind - KB-hug????? Da blinket blev hevet op af vandet, faldt KB´s blik på tre-krogen. "Hva faen er det"? Ved nærmere eftersyn kunne det konstateres, at KB havde fanget et..... fiskeøje!!!!!!!! (se billeder). Er det sket før og går det i grunden under betegnelsen KB-hug? Om øjet var fra en laks eller skalle, vides ikke, men umiddelbart vurderet var det ikke fra en stor fisk.....
Derefter tog vi til Gjaldbæk Bro-strækket, besøgte først 'Nudisten' som blev gennemfisket flere gange og brugte derefter resten af dagen på strækkets mange sving. Men som nævnt ovenfor uden resultat. Derfor var det et par trætte og lidt slukørede fiskere, der ved 18-tiden kapitulerede. Som altid havde besøget ved Skjern Å dog været fedt, og vi regner begge med mindst en tur mere derop i år - KBs afspadsering skal måske bruges på en dag i maj! Dem der venter længe venter på noget godt!!
1.april 2011
Desværre ser det ud til at premiere-fiskeri ligner sidste sæsons fiskeri. Mange nedgængere i Skjern Å og kun få blankfisk i god stand. Pis. Nå, men det store ryk skal jo komme en dag, og hvorfor ikke i nat...
31. marts 2011
Nu kan jeg sgu snart ikke vente mere. Skjern Å be ready. Er vildt spændt på at se fangstrapporterne imorgen. Er de der.... de store blanke? Hvis ikke imorgen fredag, så ihvertfald på lørdag. Som et gammelt ordsprog siger, "Laksen narrer aldrig april"!
27.marts 2011
Deres Ærøstur endte med .. nul fisk. De så eller mærkede intet. For som Dennis sagde, "der var ingen fisk"! De mødte rigtig mange fiskere, og ingen havde mærket noget!!!! Meget bekymrende. Algerne var i vandet så de har stor effekt på fiskene, der forhåbentlig bare er svømmet et andet sted hen.. Jeg er stadig sikker på at de er der i påsken.
Ellers ser jeg nu frem til næste weekends laksetur, hvor forholdene ser ud til at være perfekte. Og da de er begyndt at fange store blanke laks i Gudenåen, tror jeg også at de står i Skjern Å og venter på KBs grønne spinner bundet med en halv løs knude.. ;-)
26.marts 2011, del 2
"To dage, nul fisk, ikke kontakt med en eneste. Sådan har det været hele vejen rundt om øen. Har snakket med en del fiskere og ingen har haft kontakt med fisk. Underligt!" Citat: Dennis direkte fra Ærø (de er 3 mand afsted!)
26. marts 2011
Mine tanker burde på nuværende tidspunkt være rettet mod Skjern Å, som næste weekend får besøg af KB og hans ex-kollega Jesper. Men landet ligger sådan at en lille alge fylder mine tanker - Chattonella er navnet. Lige nu 'hærger' den store dele af de danske kyster, også omkring Fyn. Der er flere steder i landet observeret flere døde fisk - bl.a. flotte blanke havørreder. Når algerne findes i en høj koncentration, kan den sætte sig på fiskenes gæller og derved ødelægge deres iltoptagelse og dermed forårsage en langsom kvælningsdød for fiskene, hvis de ikke når at søge væk. Problemet har i marts været at der ikke har været mange steder med 'rent' vand at søge hen. For algerne er over alt. De dør dog ved vandtemperature på 6-8 grader, så med den sidste uges gode vejr, går det den rigtige vej.
Dennis min kammerat er lige nu på Ærø og han melder om fint vand....... men desværre ingen fisk!!!! De har nu fisket i halvanden dag og ikke set skyggen af fisk. De dukker forhåbentlig op i påsken.
26. februar 2011
Forventninger til 2011:
Jeg har (som altid!) store forventninger til årets fiskeri. Synes at der i denne vinter er bygge en større fisketræng/lyst op - kan faktisk ikke vente på at foråret åbner døren op og inviterer til havørredfiskeri rundt omkring på Fyn. Satser stærkt på, at der til årets første generalforsamling kan rapporteres om flere fisk.
Det jeg ser mest frem til er selvfølgelig turene med TFF, vores forårs- og efterårkomsammen. Lige som sidst, hvor vi besøgte Ærø, har jeg kæmpe forventninger til turen derned. Og jeg er ret sikker på, at vi i år får taget revance for vores sidste besøg. Mener at der i år er 90 % chance for mindst en fisk over 60 cm!! Er også spændt på, hvor efterårsturen går hen.
Ellers skal Skjern Å-laksene have endnu en chance for at smage KBs blink og spinnere, når han tager afsted den 2. april. Om der bliver tid til en anden laksetur, fx til Mörrum vides endnu ikke - men det håber jeg på.
25.september 2010
Da jeg var i Gråsten, tænkte jeg at Alnor-strækket skulle aflægges et besøg. Min gamle 7 fods "Phazer" blev fundet frem og i det dejligste solskinsvejr begav jeg mig ned til min hjemmebane for at "mærke stemningen". Desværre kunne jeg hurtigt konstatere, at de sidste par dages kraftig vind havde revet godt op i bunden, så mit fiskeri mere blev en kamp om at finde et sted, hvor der ikke var så meget drivtang - det lykkedes ikke. Vejret var dog skønt og jeg nød de to timer, det tog at gennemfiske strækket. Tankerne fløj flere gange frem til det kommende Lilleå-besøg og min lille 7-fods skal helt sikkert i sving deroppe. 10 års samlen støv på en hylde i skuret på Sundkobbel er nu slut.
13.maj 2010:
KB fisker 1½ time ved Alnor. Skøn forårsaften, vindstille.... Kontakt til en fisk, ellers intet. Men en dejlig aften!!
6.maj 2010:
KB tog i dag med sine elever til Nyborg, nærmere betegnet kysten ved Storbæltsbroen... der skulle fiskes hornfisk. Vi ramte vel årets bedste dag for hornfiskeri, for selv om grejet var gammelt og ikke for godt, flere elever aldrig havde fisket før, hev vi 37 fisk op på et par timer. Jeg selv fik 2 på ganske få kast - havde stort set fisk med inde i hvert kast. Jeg brugte dog krudtet på at hjælpe eleverne, som havde en fantastisk dag. Jeg har heller aldrig oplevet en kyststrækning hvor vandet kogte så meget af hornfisk - vildt.
15.april 2010:
KB er bare så klar til dette års forårskomsammen og glæder sig for vildt til imorgen. Som sædvanlig er optimismen stor, og nu da det er vores "hjemmebane" som ligger kyst til, så kan det ikke gå galt. Jeg forventer helt sikekrt at der bliver sat TFF-rekord i antal, og forhåebntlig er der også en stor sildeæder til en af os. Selv ikke en vulkansky kan sætte en stopper for TFF, så lad det nu bare blive fredag aften, så vi kan komme igang. Ses gutter.
1.april 2010:
KB, Janker og ex-kollega Jesper valgte i år at prøve kræfter med Skjernåen på selve premieredagen, som sidste år var helt fantastisk for de fremmødte - der blev hjemtaget 70 laks på en dejlig varm forårsdag. 1. april 2010 var kold, blæsende og regnfuld (TFF har sgu sjældent held med vejret!!!!) og da vandtemperaturen ikke var kommet over 4 grader, vidste vi godt, at der skulle kæmpes. KB og Jesper tog til A11-broerne mens Janker svingede fluekæppen og de hjemrullede rørfluer ved Albæk. Der skulle kun gå 30 minutter før der kom et råb fra Jesper.... "Jeg tror sgu at der var hug.." KB valgte ikke at sige noget, men ordet KB-hug lå lige på tungen. Lidt senere slog den rigtige KB med et ægte KB-hug (!!!!) til..... Bang, og en spejlblank havørred på målet var faldet for spinneren og KBs fantastiske indspiningsteknik. Fisken blev hurtigt genudsat og jagten på drømmelaksen fortsatte. Efter et par timers forgæves kasten, drog vi op til den mintgrønne camouflagebil, drak den allerede nu lunkne kaffe, hamrede et par småkager ned og kørte om til Janker. Det glade gensyn blev hurtigt ødelagt, da vi hørte at der kun var fanget meget få fisk - en tysker havde fået en på 12 kg (??) og så gik der et rygte om en pæn havørred fanget ved A11! Nå, men vi valgte at opsøge et nyt spot ved Ommeåen - dejligt stykke vand men heller ingen fisk her. Dagen blev sluttet ved Albæk bro - resultat 0.00 laks til de tre gæve gutter. Moch. Skjern Å er og bliver noget af en udfordring. Vi savnede SB (selvfølgelig også dig Esel) til at hive en hecht op i ny og næ for at holde modet oppe. Men jungs, I må komme med næste gang. Det skal lige oplyses at der blev taget omkring 35-40 laks på 1. dagen, hvoraf 95% var nedgængere. Nu venter vi på at vores Skjern Å-guru Torben frekventerer åen de næste par måneder, og giver en melding, når åen begynder at koge. For så er TFF klar igen.
26. marts 2010:
KB er gået i mental forberedelse til årets første laksetur, den 1. april ved Skjern Å. Kystfiskeriet lader vente på sig, da jeg er hængt op med meget arbejde i forbindelse med udsætningerne af smolt.
14.oktober 2009
SÅ fik jeg endelig tid til at fiske. Tre dage var afsat i det sønderjyske - nu skulle der sgu fisk på land. I år har der ofte været ugunstige fiskeforhold, når jeg har været afsted. Hvem husker ikke det vindstille vejr med høj sol i april på Ærø og den ekstremt høje vandstand i Skjern Å, da vi kiggede forbi. Sådan var det sgu igen. Nybøl Nor og det inderste af Flensburg Fjord var blevet fyldt godt og grundigt op med vand, altimens at vinden havde revet rigtig godt op i bunden, så ålegræsset fyldte vandsøjlen og gjorde fiskeriet meget svært. Oven i hatten havde jeg hevet en forkølelse til mig, så jeg fik først fisket fra igår. Jeg valgte at tage til Sønderhav og da det i første kast nappede - en undermåler på 35 cm kom kort på land - tænkte jeg alligevel... "Dæ æ min dav i dav".. Men ak. To timer og en undermåler senere vendte jeg skuden mod Alnor, uden at have set skyggen af en målsfisk. Ved Alnor var fiskeriet komplet umuligt. Vandstanden var over en meter over normalen og jeg kunne stort set kun kaste fra stranden (som lå under vand). Og oveni hatten gjorde drivtanget det helt umuligt.
Ved 16.30-tiden mødtes jeg med SB. Vi havde konkluderet, at det var umuligt at fiske ved hot spot, så vi kørte ned til spidsen ved Stjerneskoven (helt ude ved Funders hus). Her hev SB selvfølgelig hurtigt en fisk på 43 cm op (se billedegalleri, tryk nedenfor!) og det gav blod på tanden. 2½ time senere kunne vi konstatere, at udover et KB-hug til SB havde der ikke været mere at komme efter. MEN alligevel, tak for et par hyggelige timer SB.
I dag tirsdag smuttede jeg igen til hot spot. Vinden havde lagt sig i løbet af natten og måske havde det fået drivtanget til at "lægge sig". Efter 10 minutters fiskeri pakkede jeg dog sydfrugterne - fiskeriet var stadig umuligt. Jeg kørte derfor til Stjerneskoven (denne gang til det rigtige stræk!!!) og fiskede her i to timer. Vinden kom fra nord, der var skiftende solskin og skyet - forholdene var perfekte. For at gøre en lang historie kort (hvis det kan nås?), så knaldede en 47 cm flot havørred efter 20 minutter på mit Jensen-blink. Hold fast - det var årets første målsfisk til KB (du skal sgu til at fiske lidt mere makker!). En time senere, ca 200 meter fra molen, kom et ordentlig hug. Jeg kunne hurtigt mærke at det var en tungere fisk. Den kæmpede vildt og jeg kan ikke mindes at have haft en lignende fight på kysten. 10 minutter tog det, før fisken efter flere lange udløb måtte kapitulere. Det var en flot farvet hanfisk på 57 cm, der efter fotografering og et par minutters "genopfriskning" svømmede tilbage til det dybere vand og klargørelsen til opstigningen i sandsynligvis Adsbøl bæk - håber at den må finde en god mage.
KB kunne med lidt farve på næsen, en fiskeoplevelse rigere og en enkelt til kummen vende glad og tilfreds hjem. Det havde trods alt været nogle gode dage i det sønderjyske.
Se billeder her.