Laksen der grinede (af Torben Thinggård)

Jeg har nu i lang tid gået og tygget på en speciel oplevelse, jeg havde ved Skjern Å… midt på eftermiddagen, lørdag d. 12. maj, 2007. Ved det man vist allerede kan kalde en nyklassisk standplads i de reetablerede slyngninger mellem Gjaldbæk og Albæk, skete det, mange af os vist bruger en del tid på at gå og drømme om: Storlaksen huggede. Jeg har tit undret mig over, at man ikke ser noget mere til de store fisk i Skjern Å…, når de flytter på sig. Foreløbig er jeg kommet frem til en antagelse om, at det måske skyldes, at vi taler om landets vandrigeste vandløb og at fiskenes bevægelser så at sige oftest drukner i vandmasserne? Antagelsen syntes at blive understøttet af det der nu skete, men som jeg i de sekunder var uvidende om. En laks var gået efter fluen pÅ tværs af åen og jeg så ikke så meget som en krusning på overfladen. Eller mere præcist: Jeg så ikke noget på overfladen ud over den turbulens, der plejer at være netop dær. Fluen nærmede sig min side af åen og jeg speedede indtagningen yderligere op med tanke på et nyt kast. Så langt kom jeg dog aldrig for på næsten strakt line og på vel ca. trekvart meters dybde kom der en hvirvel og et roligt men bestemt ryk i linen afslørede, at en fisk havde taget fluen. Et par rulninger i overfladen afløst af en dyb stangen mod bunden indikerede tilmed, at en stor laks havde hugget. Jeg fik styr på løslinen og lagde et passende pres på fisken, der langsomt søgte ud i strømmen. Jeg gik en smule baglæns med den og jeg gik lidt nedad med den. Disse korte ture passede mig, for jeg stod et sted, hvor der er en fin sandbanke ved egen side og hvor jeg tit har tænkt på eller måske snarere drømt om at det ville være perfekt at lande en god fisk. Efterhånden fik jeg tilstrækkelig ro på nerverne til, at jeg turde at binde an med at gribe mobilen og ringe til min gode ven Per, der gik og fiskede længere nedstrøms. Jeg satte ham ind i situationen og han begav sig straks på vej med kameraet. Måske kunne der blive mulighed for et par lækre fight-billeder og hvis det skulle vise sig at være en hun-fisk, havde jeg på forhånd bestemt mig til, at den skulle genudsættes uanset størrelse. I det tilfælde ville det jo være guld værd med et enkelt snapshot af fisken. I mellemtiden var laksen gået ind mod egen side og langsomt kunne jeg presse den op mod det sted, hvor jeg stod. Pludselig blev jeg dog tvivlrådig. Var den nu alligevel så stor, som jeg først troede? Kunne det passe, at en rigtig stor fisk i Skjern Å… ville være så nem at have med at gøre? Spørgsmålene ville snart lade sig besvare. Jeg rullede stadig line ind og måtte bakke lidt for at holde presset på fisken. Jeg måtte træde yderligere et par skridt tilbage og netop da stod laksen ret ud for mig, helt inde i den lille smalle rende ved egen side. Jeg rullede en anelse mere line ind for at presse fisken op, så jeg kunne få et kig på den.

Fisken fulgte føjeligt med opad i vandet og kom op til overfladen med hele den højre flanke! Så tÆt på, at jeg kunne have talt, hvor mange prikker, der var på den! Men det gjorde jeg ikke, for jeg tabte bogstavelig talt vejret og under mig begyndte mine ben at ryste helt ustyrligt. Nærmest som dengang man var dreng og efter flere sæsoners forsøg, endelig havde fået sat ormekrogen i den ældgamle bækørred under broen. Fisken der ellers havde set alt og derfor var blevet urørlig. Gummiarm og geléknæ. Det er en stor laks! En stor blank side og så tæt på, at jeg nu ved, at den har en garnskade på højre gællelåg. Mindst 12 kg, tænkte jeg og det holder jeg stadig fast i nu, efter at have set fisken fra flere vinkler og efter at have fået det hele lidt på afstand. I gamle dage hed det sig vistnok, at man skulle regne med at slide et par gummistøvler op i engene ved Skjern Å…, inden man ville fange en laks. Siden blev fiskeriet bare værre og værre og hvis jeg husker rigtigt, blev der i 1986 i Borris Fiskeriforening blot indrapporteret 4 stangfangede laks fra Skjern Å…. Så katastrofalt og måske var det netop på den tid, at det kom til at hedde sig, at man måtte påregne at slide en bil op på vejene langs åen, inden man kunne gøre sig forhåbninger om en laks. Imidlertid – ved alle disse fantastiske menneskers jætteindsats – er det nu vendt og alting ser meget lysere ud for åen og dens dyrebare indvånere. Men altså omkring 12 kg i Skjern Å… ? Jeg tør slet ikke tænke på, hvad man må slide op, inden man igen har gjort sig fortjent til en af den slags laks. Næ, man må vel være realistisk og betragte det som et Once in a lifetime? Laksen søgte roligt ud i strømmen igen og mens jeg belavede mig på endnu en lille tur nedad med et par dybe, men for nerverne tålelige udfald, kom jeg til at tænke på, hvor Per egentlig blev af? Der syntes at have været gået en evighed, siden jeg ringede til ham. Næppe havde jeg tænkt den tanke, da fisken pludselig, helt uprovokeret og helt vanvittigt kastede sig halvt ud af vandet i et vildt rush mod modsatte bred. Igen kom den ud af vandet og så gik den i renden og fortsatte sit udløb opstrøms langs den modsatte bred. Helt vildt! Ud af vandet som en delfin, der lige netop er blevet for tyk til at kunne få halen med op af det våde element! Opad og opad! Videre op og så det lille knald, som kan få sådan nogle som os til uophørligt at forsømme alle pligter og fornuftsgerninger. Det som til stadighed truer med at gøre os til ensomme særlinge uden anden omgangskreds end andre besynderlige stakler, der også går rundt i en trancelignende tilstand og taler i tunger ved at sige underlige ting som: Jeg bliver simpelthen bare nødt til at drifte lidt mere i mit bagkast, hvis jeg ikke skal gå fuldstændig kastekold. Hold da helt fiskeferie hvor er det noget svedigt Fido, du har der i din fluebindingskasse eller Hey, det der snask, der har samlet sig langs åen – det er sgu da totalt dårlig vade-karma: Altså det lille smæk det giver, når samlingen mellem skydelinen og baglinen ryger ud gennem stangøjerne. Det var vildere end noget andet, jeg har prøvet og jeg har før fanget laks over 12 kilo ude i den store verden. Men det her det var bare et afsporet, men ustoppeligt godstog. Det opstrøms rush og den kasten sig halvt ud af vandet har bare prentet sig ind, så hver gang jeg lukker Øjnene, er det det samme syn, der toner frem. PÅ uendelig repeat. Lige så bindegalt og uberegneligt som laksen røg af sted, lige så pludseligt og forbavsende var det, at den pludselig stod bomstille. Jeg rullede line på hjulet, mens jeg med krum stang bevægede mig så hurtigt som muligt, op mod fisken. Men pludselig frøs mit blod til is, for noget var helt galt. Vantro måtte jeg konstatere, at det der ikke engang ville ske en gang ud af tusinde, var sket. Så vidt jeg ved, er der det sted, hvor fisken huggede og i de nærmeste omgivelser kun en egentlig forhindring. Øverst hvor renden fortsætter ud af det sving, som ligger opstrøms standpladsen, har der under vandet dannet sig en slags ryg cirka midt i åen – det vil sige på siden af renden. Ved lavere vandstand kan denne aflange pold tydeligt ses fra land. Der er også begyndt at vokse grøde på den. Nogle langstænglede planter som jeg ikke kender navnet på, men af bitter erfaring ved, er så seje, at det kan koste fluer, hvis man ikke passer på. Hvordan laksen – med udløbet i den vinkel skråt væk fra mig, springende vildt i overfladen og ved den vandstand – alligevel formåede at få linen ned under den lumske grødebusk, fremstår for mig som en fuldstændig uløselig gåde. Det stod klart at linen var viklet neden om grøden, men det var derimod uvist, om fisken stadig var på, eller om den havde slået sig af krogen og om denne derefter havde sat sig i stænglerne? Per rundede svinget nedenfor og han så vist med det samme, at jeg var i alvorlige vanskeligheder. Jeg gik langt nedstrøms for at få en anden vinkel på linen og jeg gik langt opad og trak så hårdt i linen, som jeg turde, men den gav sig ikke. Langsomt begyndte erkendelsen at sive ind og klassiske historier fra Norge og ikke mindst fra Mörrum trådte frem i bevidstheden: Hvis fisken stadig var kroget, var der kun én vej til at få linen fri: Hurtigt og med Pers hjælp, begyndte jeg at få støvler, waders og resten af klunset af. Det har sikkert set yndigt ud og bedre blev det vel næppe, da der pludselig stod en splitterravende nøgen mand ved Skjern Å…, en kølig regnfuld forårsdag med en gammel krumrygget Thomas & Thomas i hånden og et vildt blik i øjnene: Først mærkedes det egentlig slet ikke til at være koldt, men da jeg nåede ud på kanten af renden og vandet stod mig til midten af brystkassen tabte jeg vejret – for anden gang den dag. Det føltes som at få en ordentlig mavepumper. Jeg forsøgte at vriste linen fri fra alle tænkelige retninger. Nedefra, oppe fra, rigtig langt nedefra, højere oppefra, med 30 meter løsline ude og så videre. Lige lidt hjalp det. Jeg overvejede at forsøge at svømme over til den anden bred, men kom til at tænke på, at strømmen egentlig var ikke så lidt stærkere, end man skulle tro og at jeg engang med fiskestangen forsøgte at måle dybden i renden fra den anden side og at min 13 fods bare ikke var lang nok! Altså risiko for krampe i det kolde vand og rigeligt vand at drukne i. Der var ingen anden udvej end at trække til og se, hvad der ville ske. Og det gjorde jeg så og resultatet var lige så forudsigeligt, som havde man spurgt paven, om han var katolik.

Selv den mest urealistiske lille forhåbning om, at laksen skulle havde siddet fast endnu, brast med det lille blop, det gav, da forfanget sprang. Per stod på bredden og tog billeder som en anden paparazzi-fotograf og havde han været det, så var han jo alvorligt på sporet, for intet sælger ugeblade som billedet af et fuldstændig knækket berømt menneske. Imidlertid ville jeg ikke blive berømt, for laksen var lige så langt væk som drømmen om at blive storfanger. Ikke berømt, bare knækket. Jeg gik på land og besindede mig og takkede Per for, at han trods alt havde foreviget mit forsøg på at gøre det umulige. Havde han ikke været der og støttet mig som en sand ven, havde jeg nok stadig siddet der på brinken, splitterravende Hans Jørgen og stirret tomt ud i luften. Hvad er så moralen? Tja, jeg ved ikke, om der rigtig er nogen. Men hvis du i Skjern Å fanger en laks på mindst 12 kilo med en garnskade på højre gællelåg og en Owner Treble Stinger, str. 10 i mundvigen, så har krogen engang været min og det ville da være rart at få den igen!