31. maj-1.juni ved Storå – 3 laks!

Mens kameralinsen prøver at fange en af de mange majfluer, der lidt klodset ’hopper’ op og ned over engen, sniger solen sig ubemærket mod horisonten og gør sig klar til at efterlade majmåned i erindringen. Flere gange klikkes der på kameraet, men det er som om fluernes krumspring på aftenhimlen ikke kun er en nedarvet forsvarsmekanisme for at undgå fugle og andre fjender, men også for at undgå forevigelsen på et billede. Mit fokus – er fuldt på naturen og de mange små skabninger der i takt med lysets dæmring vågner op fra deres skjul –  og for en stund væk fra det jeg egentlig er kommet for, laksefiskeri. Og det er ved nærmere eftertanke bemærkelsesværdigt, for i de sidste par uger har mine tanker ikke kredset om andet. Fangstsiderne er blevet tjekket utallige gange dagligt, for ikke at tale om DMI’ s vejrside, hvor der nøje er fulgt med i nedbørsmængder og temperaturen i det vestjyske – jeg tænker, at jeg ikke er den eneste lystfisker med lignende tilbøjeligheder. Adfærden har samme tendenser som majfluernes rastløse aftendans, og er vel egentlig også en form for overlevelsesstrategi indtil man endelig står langs åbredden. Nu er jeg her, ved åen og alligevel ligger min fiskestang i græsset og mit blik er rettet væk fra vandet. Som i en hypnose har naturen mig i sin hule hånd og jeg lukker op og lader den komme ind. Jeg fascineres af alt lige fra de langstrakte græsstrå, der kæmper en indbyrdes kamp om at blive højest, til de mange blomster, der i deres flotte farver gør deres bedste for at gøre opmærksom på sig selv. Alt imens solens varme stråler har sluppet sit tag ved åen, er et utal af insekter vågnet og de skaber et unikt mylder af liv – engen er blevet forvandlet til et levende samsurium af flyvende kryb. Det specielle lys, de specielle farver, de specielle insekter og planter, den specielle eng – jeg har det som de gamle landskabsmalere må have haft det, når de har skulle forevige et smukt motiv. Penslen er udskiftet med et Nikonkamera, men målet er det samme – med ét klik eller et penselstrøg at ramme præcis det unikke som øjnene ser og den følelse af ro, liv og idyl som præger å- og engområdet. Jeg suges længere og længere ind i denne parallelverden, som så mange slet ikke kender til, da et brøl hiver mig ud igen. Med ét er jeg tilbage – Det er Mogens, der har fået en laks til at nuppe fluen. Jeg når at tænke tusind tanker, men få sekunder efter brølet flyver et endnu højere ”neeej” gennem luften. Laksen har sluppet fluen og den før så spændte fluestang er nu ikke andet end en kedelig gang kulfiber, der ligesom fiskeren udstråler stor skuffelse. ”Hvad skete der”, får jeg råbt. ”Den slap bare midt i et udløb”. Alle der har mistet en stor laks kender den følelse, der sidder i kroppen lige bagefter, specielt hvis det er sæsonens første kontakt. Når hugget kommer, opleves det som et adrenalin-kick af en anden verden og éns energiniveau når uanede højder. Alle muskler er klar til kamp, ens bevidsthed er nu fuldt fokuseret på det der sker for enden af linen, og når så laksen kort efter får vristet sig af krogen, rammes kroppen, som er indstillet på en hård fight, af et fysiologisk tomrum, der grænser til akut depression. Selvom Mogens stod et godt stykke fra mig, og aftenlyset gjorde det sværere at se detaljer tydeligt, så kunne hele hans kropsholdning alligevel aflæses som en åben bog. Han ærgrede sig gevaldigt – alle laksefiskere ved, at man ikke får mange chancer, og måske var dette hans eneste chance på denne tur.

Vi var rullet ind på parkeringspladsen ved Idom Bæk-strækket ved 18-tiden og havde hurtigt rigget stængerne til. Mogens som sædvanlig med fluestangen, mens jeg holdte mig til spinnestangen. Det havde været en lun dag, men et let skydække og en svag vind gjorde forholdene perfekte. Da kameraet blev fundet frem, havde vi fisket i et par timer uden at have set eller mærket noget, som vi kunne forbinde med en laks.

 

Stilheden rammer atter åen, mens Mogens kommer sig over ærgrelsen og trasker længere opstrøms. Jeg griber atter spinnestangen og bevæger mig ind i den lukkede verden, der opstår, når troen på, at en laks kan hugge, hvornår det skal være, er der. Er der kommet lidt bevægelse i åens fisk, er det et nyt træk af friske fisk? Jeg tænker mange ting og har fuld fokus på hver en rotation af spinnebladet under indspinningen. Jeg bevæger mig hen på en lille afsats, der naturligt springer ud fra brinken. Åen snegler sig roligt af sted, men det kan tydeligt anes, at der løber en strømrende, fra den bred hvor jeg står, tværs over til modsatte bred. Hvis der er fisk på strækket, vil de garanteret vælge denne strømrende på deres vej. Jeg kaster spinneren over til modsatte bred, lidt opstrøms, for at sikre mig at den bevæger sig ind i strømrenden i den rette vinkel og med den rette hastighed. Pludselig stopper spinneren og et tungt sug sniger sig i et roligt tempo op mod stangen. Igen når mange tanker at løbe gennem hovedet. Har jeg fat i bunden? Er det en mindre fisk, en havørred eller en gedde? Helt naturligt hæves stangen og brøkdele af sekunder senere, er jeg ikke i tvivl. Jeg har fået en laks på krogen. Og den er heller ikke i tvivl – der er noget galt. Flugtinstinktet er der straks og den tager et voldsomt udløb opstrøms.

 

I begyndelsen af maj stod jeg to gange i samme situation. Jeg havde set en stor laks springe helt ud af vandet på en kendt standplads og da jeg et par timer senere kastede min spinner ud til denne standplads, huggede laksen og tog hurtigt styringen i vores duel. Det var min første laks i et par år og rusten skulle lige bankes af. Det var der dog desværre ikke tid til og efter et par minutter styrede laksen sig ind i et buskads, der hang ud over åen, og kort efter var der slap line. Skuffelsen var enorm. Jeg nåede ikke at se laksen under fighten, men fornemmelsen af at det var en stor fisk, var der, og oplevelsen var på et splitsekund lagret i langtidshukommelsen. Den fisk vil jeg aldrig glemme.

Denne skuffelse skulle vise sig at være meget givende. Jeg fik reflekteret over alle de fejl, jeg tydeligt havde begået, og som en gave fra oven, fik jeg tre timer senere atter et hug på samme plads. Fighten og erfaringerne fra tidligere blev nu hevet frem og efter 10 minutter kunne en god ven håndlande en 86 cm kornfed hunlaks i den flotteste sølvdragt.

 

Pludselig er alt omkring åen – insekter, idyl, solnedgang – ikke vigtigt, ikke eksisterende. Jeg kunne lige så godt have stået i en gammel containerhavn, jeg ænser det ikke. Der er kun laksen og jeg, alt andet spiller ingen rolle. På ren automatik begynder jeg at gøre alt det, der skal gøres – jeg bevæger mig op på siden af laksen alt imens jeg hele tiden indstiller hjulbremsen til det rette niveau. Efter det første lange forgæves udløb begynder laksen nu på en ny strategi. Den prøver at ryste spinneren ud af kæften. Under dette kommer den til syne i overfladen og jeg kan se, at det er en fisk på omkring de 90 cm – og vigtigst af alt, så kan jeg se, at spinneren sidder godt kroget. ”Laks” får jeg pludselig overskud til at råbe. ”Mogens.. der er laks”. Der er intet respons. Jeg holder fokus på laksen, stangen og hjulets bremse, men finder alligevel overskud til at finde mobilen frem og ringer til Mogens. Vi er på tur sammen og hvis der er laks for enden af linen, vil man gerne dele oplevelsen. Mogens har bevæget sig et godt stykke opstrøms, sikkert med tankerne på en eneste ting, en episode, den hvor han krogede og siden mistede laksen. Efter tre ring er der kontakt og jeg kan ikke andet end at råbe ”LAKS”. Mogens forstår med det samme budskabet og glemmer for en stund, tror jeg, alt andet, og begiver sig atter nedstrøms. Denne gang ikke i samme triste gang som få minutter tidligere, men på trods af varme waders og tunge wadestøvler nu i løb. Længere nedstrøms er jeg ved at have en træt kæmpe for enden af linen. Laksen prøver med de sidste udløb, der hele tiden bliver kortere og kortere, at undslippe, men kampen er reelt tabt. Jeg er allerede i færd med at vurdere bredden for at finde et godt sted at lande modstanderen, da en prustende og storsvedende Mogens er fremme, og kort efter kanes den sølvblanke skønhed roligt ind.

Få øjeblikke før stod jeg med kameraet i hånden og var reelt ramt af det som mange laksefiskere ofte rammes af under laksefiskeriet, nemlig følelsen af at det heller ikke bliver i dag, at laksen napper. Mogens’ kontakt med en laks forvandlede på få sekunder pessimismen til en sprudlende optimisme og tro på, at det kan lade sig gøre – det var altså mit held! – det perfekte billede af en flot majflue med den nedadgående sol i baggrunden blev det ikke til, men nu sidder jeg i vandkanten med en 87 cm stor laks og skænker ikke majfluerne en eneste tanke. Laksefiskeri er bare utilregneligt, og fantastisk!

Mogens, der stadig er en smule stakåndet efter sin løbetur, får taget et par billeder mens jeg sidder med laksen i vandet for at få den ’kvikket op’ og for derefter at genudsætte den. Fighten i det forholdsvis varme åvand gør, at der skal bruges lidt længere tid, før den med et befriende plask svømmer ud af mine hænder. Tilbage til den tilværelse den kom fra før mødet med den orange spinner. Tilbage til dens mission, om nogle måneder at finde en partner og få ført sine gener videre.

Det er en skøn oplevelse at genudsætte en laks. Jeg har prøvet det et par gange. Denne gang skulle det gøres, fordi jeg har fået min kvotelaks her i Storå. Kvoten for fisk over 75 cm er i øvrigt også lukket, så da jeg fortalte familien og nogle venner, at vi skulle af sted, og hvis vi fangede noget, skulle laksene genudsættes, var der dyb forundring – ”hvorfor så tage af sted”? Laksefiskeri handler for langt de fleste ikke om at få ’mad med hjem til fryseren’. Det handler om så meget andet. At kunne overliste en af disse ædelfisk, at opleve de utrolig mange kræfter, der gemmer sig i dem, ja bare at se en af disse skønheder. Skulle man være så heldig at opleve alle disse elementer, er det bare en prik over i´et at give fisken friheden igen.

Vi sætter os på brinken, skænker en kop kaffe og nyder nu´et – jeg er ved at vende tilbage fra den boble, jeg blev suget ind i, da laksen huggede. Jeg har fanget endnu en laks – vildt. Bag os i det fjerne griber solen fat i de øverste trækroner på nogle træer, som for at forlænge dagen og give mig lidt mere tid til at nyde momentet. Imens bliver fighten, hugget, kastet genoplevet med ord, og Mogens´ korte møde med en laks bliver også fortæret.  Vi er begge enige om, at der sker noget i åen lige nu. At mærke to laks inden for fem minutter er ikke hverdagskost – er der mon flere? En ganske let regn daler pludselig ned over os, men stopper så nærmest før den er begyndt. Som om den bare vil markere, at tavlen nu er visket ren og vi kan begynde på ny. Vi griber derfor atter stængerne og bevæger os længere op af åen. Hver i vores tempo og hver med vores strategi og rutiner. Den manglende tro på laks, der havde sneget sig ind i mit sind, da jeg tidligere greb kameraet, er nu helt væk, og følelsen af at hver eneste kast er det ultimative lod i laksetombolaen er nu til stede. Alligevel bliver et kast til to, og to til tre. Et kvarter bliver til en halv time, og hurtigt en time uden at vi ser eller mærker noget. Laksefiskeriet, åen, omgivelserne lægger igen op til afledningsmanøvrer for at plante tvivlen hos os, men denne gang lykkedes det ikke. I hvert fald ikke hos mig. Jeg tænker absolut ikke rationelt – jeg er sikker på, at jeg nok skal få kontakt til endnu en laks.

Der emmer en magi over åen, der giver mig en følelse af, at der vil ske mere i aften. Da solen til sidst har sagt endegyldigt farvel, vækkes et utal af små fluer, der tiltrækkes os, som var vi omvandrende fluepapir. De små skabningerne er som sendt fra lakseguden for at besværliggøre vores fiskeri, men uden held. Jeg nærmer mig et sted, hvor åen smaller ind og vandhastigheden dermed er forøget, et klassisk sted for laks. Jeg kaster spinneren opstrøms forbi den indsnævrede del og da den kort efter er spinnet ind til cirka der, hvor jeg ville forvente, at en laks kunne opholde sig, stopper den og et sug går atter gennem line og stang – og det samme, som der skete et par timer før, gentager sig i mit hoved. Bunden, en havørred eller måske en gedde? Og igen er det et voldsomt udløb, der får mig til at indse, hvad der lige er sket. Jeg har atter en laks på krogen… ”LAKS… LAKS”. Mit hjul kommer hurtigt på overarbejde, men det er som om min ro forplanter sig i grejet og helt ud til fisken. For jeg er rolig. Jeg har inden for kort tid været i denne situation et par gange, og al den erfaring, der dermed er blevet lagret på rygraden, bruges nu til fulde. Og da laksen første gang viser sig og jeg igen ser, at spinneren, krogen, sidder godt, flyder min tilstand over i ren nydelse. Det er lige præcis sådanne momenter, jeg søger – alle laksefiskere søger. Alle nulture er glemt. Har der overhovedet været nogen? Jeg står med en laks for enden af linen for anden gang i aften. En surrealistisk følelse. ”LAKS” råber jeg igen og denne gang bevæger lydbølgerne sig i den rigtige retning og rammer Mogens, der kort tid efter er fremme. Laksen, der er i samme størrelse som den første, er ved at kunne landes. Jeg skal bare lige finde et godt sted. Jeg vælger at hoppe i vandet, da jeg ikke vurderer det til at være så dybt. Med denne vurdering rammer jeg rigtigt. At bunden skråner og er temmelig glat, gør dog bestemt ikke stedet til det mest ideelle landingssted. Men nu er jeg i vandet og beslutningen er taget. Det er her den skal ind. Kort efter står Mogens med kameraet og jeg hæver den 87 cm store laks nænsomt ud af vandet for at få et billede til skrapbogen. Jeg har fanget min anden laks på to timer.

Klokken er nu 23.15, tusmørket presser på og vi er på vej tilbage mod bilen. Mogens slæbende af sted i de stadig varme waders med mig ved siden af svævende på en sky. Vi er begge tomhændet men min bog med lakseminder har fået et par sider mere. Mogens glæder sig på mine vegne, men samtalen drejer sig naturligt også meget om hans tabte laks. Og som alle laksefiskere, der har mistet en laks, stiller han også hele tiden sig selv det spørgsmål. Kunne han have gjort noget andet? Jeg tænker, at disse tanker stadig vil køre rundt, når hovedet rammer hovedpuden. Mine tanker kan hverken finde hoved eller hale i alt det, der er sket de sidste par timer, men en vis stolthed sidder der da i kroppen.

Det var ikke meget søvn jeg fik i nat. Jeg var egentlig godt og grund træt, men der må alligevel have pumpet noget adrenalin rundt i kroppen, som gjorde, at jeg ikke kunne falde til ro. Alligevel følte jeg mig frisk, da vækkeuret ringede, for vi havde endnu en dag med laksefiskeri foran os.

Lige nu sidder vi i bilen på vej hjem mod Fyn. Solen bager ind gennem ruden, men vi er allerede mere end gennembagte efter en hel dags fiskeri i høj sol og 28 grader. Jeg prøver at finde en forklaring på det, jeg har oplevet de sidste 24 timer. Der er rigtig meget mellem himmel og jord, der ikke kan forklares – jeg er lidt usikker på, om det sidste døgns tid ryger ind under denne kategori. Som tidligere sportsudøver og i øvrigt stor sportsentusiast kender jeg udmærket til det, når alt går op i en højere enhed. Tænk på 1992 – det var en mytisk EM-slutrunde for det danske hold – alt lykkedes, og det stod nærmest skrevet i kortene, at Danmark skulle blive europamester. Jeg har set meget golf, og flere gange set hvordan en lavt rangeret spiller pludselig rammer 4 fantastiske dage og vinder en af de største turneringer, for så aldrig at kunne gentage noget lignende. Omvendt har jeg fx også set et utal af fodboldkampe, hvor alt det uheldige også bare sker for et hold, der er i krise – det er dem der laver selvmål, det er dem, der mangler marginalerne. Hold, spillere som har vundet en masse og som normalt er rigtig gode mislykkedes pludselig med det meste. Jeg, og sikkert de fleste, har også oplevet begge varianter i min ’sportskarriere’. Det er forfærdeligt at komme ind i ’den onde cirkel’, hvor tingene bare ikke kører, som de skal. Man synes, at man gør alt det man plejer. Det lykkedes bare ikke. Modsat findes der ikke noget bedre end den overskudsfølelse man oplever, når alt lykkedes. Man skal opsøge heldet for at få det, men det er bare ikke altid nok. Ja, meget foregår oppe i hovedet og selvfølgelig skal der være noget kvalitet og talent, men da Danmarks total amputerede og skadesramte hold slog verdensmestrene fra Tyskland, der stillede med alle klassespillerne, var jeg fristet til at tro, at der var andre kræfter på spil. Lidt samme følelse har jeg det sidste døgn haft langs Storå. Ikke at jeg sammenligner mig selv med et amputeret fodboldhold, men mere dét, at alt bare lykkedes. Da jeg var ved at miste troen, fik jeg med Mogens´ tabte laks fokus tilbage og kort efter var der hug. Derefter var selvtilliden, troen, ja heldet i top og jeg var hele tiden overbevist om, at endnu en laks ville tage spinneren. Om denne opstået tro på succes udsprang fra den ro, som årets første laks gav mig, ved jeg ikke. Men det betyder ufatteligt meget at mærke den første laks for enden af linen – så ved man, at den måde man fisker spinneren, wobleren, fluen på, er den rigtige. Så gælder det bare om at få fisket over så meget vand som muligt… og håbe, at heldet netop er med én. For held skal der virkelig til. Men uden tro på sagerne har heldet svære kår. Jeg troede på det, også efter syv timers fiskeri i dag uden at have mærket noget. Og pludselig var der igen fast fisk. Som en anden John Faxe, der for første gang i karrieren rammer bolden godt på det helt rette tidspunkt, ramte jeg med mit opstrømskast midt i åen endnu en laks. For vildt, intet mindre. Også denne laks var kroget godt – held? – og efter en lidt længere fight end med de to andre, kunne jeg alene lande og kort efter genudsætte laksen, der var 95 cm. Indtil for kort tid siden havde jeg kun fanget to danske laks i hele mit liv, nu var jeg med ét på fem!

Ved samme å gik Mogens – en mand der har fanget mange laks i Storå gennem årene. Han overlistede en stor laks i går, der dog ikke var kroget så godt – uheld? – og i dag stod han atter med en laks. Også denne spyttede krogen, helt uforklarligt, i et gevaldigt udløb. Uforstående, som tyskerne i EM-finalen mod Danmark, stod han tilbage på bredden og prøvede at finde svar. ’Hvad gør jeg galt’? Mens jeg oplevede at alt lykkedes, gik Mogens med en følelse af manglende held. Og heldet skal man altså også have en aftale med under laksefiskeri.

Vi ramte åen på et tidspunkt hvor der var mange fisk, tror jeg, og få fiskere. Om også planeterne stod rigtigt, om det var tilfældighedernes spil eller bare mit flid og mit fiskeri, der gjorde, at jeg endte med at fange tre laks, finder jeg aldrig ud af. Og om jeg nogensinde vil opleve et lignende lakseeventyr kan kun fremtiden vise. Laksefiskeri er heldigvis utilregneligt, og det er vel det, der gør det så enestående. Det er de mange nulture, der gør det ekstra specielt, når man fanger en laks. De mange timers kamp og forgæves søgen efter succes. Vil man nyde stilhed, hvis man ikke kendte til larm? Ville man fortrylles af hver eneste laks, hvis man ikke havde nulture? Nu kan jeg ikke udtale mig om det, men jeg kunne forestille mig, at noget af det specielle, det mytiske ved laksefiskeriet ville gå tabt, hvis man fangede laks hver gang. For at alt kan vende tilbage til normalen, ville det måske slet ikke være så dårligt med et par ture uden kontakt til fisk – tror jeg! En ting er dog sikkert. Oplevelser som dem jeg i disse dage har fået ved Storå gør, at man for altid vil have lakseblod i årerne.

Mens Vestjylland forsvinder i bakspejlet og trætheden virkelig har rettet sit skyts mod os, skænker jeg den sidste kaffe fra termokanden. Det er ikke mange ord, der falder, men tankerne kredser for vores begges vedkomne helt sikkert om laks, fangede og mistede. Og uden at nogen af os nævner det med ord, er vi ikke i tvivl – Vi skal snart af sted igen.

Karsten, den 1.juni 2016