Video af Janker med havørred-“fight”
Referat af TFF-tur til Nordfyn
- – 3. oktober 2021
Fyn. Hvilken ø. Hvilken mytisk ø! Og nu, endelig igen et TFF træf til matche denne fortræffelige lokalitet. Det havde længe været formand KBs plan, at TFF denne gang skulle returnere til det forjættede fynske havørredeldorado. Har man én gang betrådt de stenbelagte strande, de sivbeklædte vige, de åbne kyster og de afskærmede fjorde på denne Danmarks geografiske midtbane, så vil man altid have i tankerne, at Fyn bør være målet for den næste havørredtur.
Formanden havde naturligvis været forudseende og købt en hytte til TFF på nordkysten med ganske kort afstand til prima havørredvand ikke langt fra indsejlingen til Odense Fjord. Med andre ord; et væld af afvekslende fiskepladser indenfor ganske kort afstand. Som forventet var optimismen i ugerne op til træffet derfor helt i top, og alle tog det som en selvfølge, at TTFs forestående besøg ville afføde et granatchok på den fynske havørredbestand. Den seneste tur i Sønderjylland havde i den grad også slået fast, at TFF var blandt de største trusler mod økobalancen i Danmarks kystnære områder. At sende TFF på efterårstur til Fyn var som at give Dracula nøglerne til en blodbank. Døren ind til slagtehuset stod på vid gab.
Men storhed og succes får i den digitale tidsalder altid følgeskab af sin grimme tvilling: kendisfaktoren. Således var det ikke forbigået nogen dansk kystfiskers opmærksomhed, at TFF netop havde udset sig denne weekend til at frekventere KBs homepool. Af samme grund havde Go-Fishing naturligvis valgt at placere deres Seatrout Open konkurrence på selvsamme tidspunkt – hvem vil ikke gerne have smule stjernestøv på vadejakken, når nu berømthederne kom til nærområdet. TFF måtte derfor se frem til en weekend, hvor de skulle vade gennem ligeså mange lystfiskere, som der var tangbælter i Odense Fjord.
Scenariet blev, at SB og Janker hookede op med KB i havørredhytten fredag sidst på eftermiddagen, hvor planerne for weekendens fiskeri skulle smedes i ly af rødvinsdampe og pepperonipizza. Lørdag morgen ville vi i al stilfærdighed snige en sms ind på Esels mobil, så han under dække af at tage til bageren kunne frafriste sig en tiltrængt tur i fugtige waders og antikvarisk Tensonjakke, mens konen sov sin fynske rus ud i Odense midtby. Alt imens SB og Janker sov tornerosesøvn i paladset på Hasmark, lå Formanden natten igennem i hvileløs sms-korrespondance med en af de lokale storfangere i håb om at kunne levere et dugfrisk Geheimtip allerede ved morgenkaffen.
Ønsket var tydeligt; det gjaldt om at undgå masserne men samtidig sikre sig et egnet hotspot fra starten. Tilbagemeldingen var ligeså klar; Bregnør fiskerleje et par kilometer nord for Odense Havn. En ganske undseelig plads, hvor en lille havnemole strækker sin asfalttunge nogle hundrede meter ud i Odense Fjord og deler kyststrækningen i en venstre side ind mod Vestas og Odense Stålskibsværft samt en højre side nordover mod Midskov. SB, der altid er iført vaders og spændt stang, før de andre er trådt ud af bilen, befandt sig hurtigt i let trav mod venstre side lokket af en forræderisk pynt i det fjerne, der dog skulle vise sig ikke at huse andet end en 500 meter lavvandet tange med bundbid. Formanden blev stoisk stående ved molen, ventende på Esel, der 10 minutter efter at have modtaget føromtalte sms, allerede efterlod en sky af brændte bildæk i sit kølvand, mens han zigzaggede sig vej gennem Odenses morgentrafik. Janker, derimod, så som sædvanlig ud til at være startet med at indlægge dagens første pause, allerede før fiskeriet var overhovedet begyndt. Men ifølge ham selv var der blot tale om endnu et eksempel på fluefiskeriets indbyggede langsommelighed. Omsider blev han dog iklædt sin uniform og traskede mod højre henover en lavvandet strandegn dækket af tangbræmmer i forrådnelse og et uigennemtrængeligt buskads af invasiv hybenrose.
Vandet i fjorden var faldende, lyset var stigende og vinden rasede på den anden side af Fynshoved, så vi havde helt efter Formandens dessiner kastet anker i et lille smørhul. Der var sæler, der ivrigt jagede i overfladen langt ude og hættemåger, der som små hvide kamikazepiloter styrtede mod den spejlblanke vandoverflade i jagten på småfisk. Helt inde på det lave vand udfoldede sig et mylder af liv blandt tanglopper, skrubbeyngel og alverdens andre byttedyr. Ingen tvivl om, at dette var klassisk havørredrevir! Og sandelig, 10 minutter henne ad stranden og blot 10 meter ude i vandet brød den første fisk overfalden, netop som Janker sjaskede forbi i sine egne tanker. Som en delfin leverede den en formfuldendt ’head and tail’ manøvre, og havde det ikke været fordi, at den viste sig så tæt på, havde Janker uden tvivl kategoriseret den som et marsvin. Den var stor, bred og blank! Hvilken start på dagen endnu før, det første kast var taget.
Jankers puls røg straks i vejret, og langsommeligheden blev erstattet af 30 febrilske kast fra 30 forskellige vinkler uden dog at mærke andet end vindknuder og skinger hånlatter fra de allesteds nærværende hættemåger. Et træk på skuldrene og 50 meter længere nede ad stranden brød den næste fisk fri af vandet. Og atter en. Og igen. Overalt viste fiskene sig; under mål og over mål, blanke og farvede sprang de fri af vandet 20 meter ret ud for Janker, som var de blevet bestilt til det. Et halvt sekund senere og 20 meter ude landede en rustrød rejeimitationen med et ’plop’. To træk i linen og bang! Dagens første havørred havde hugget kæberne om fluen og sprællede nu et par gange i overfladen, før den lod sig trække ind til afkrogning i Jankers favn. Ingen kæmpe men en 30cm blankfisk varmer præcis ligeså meget i kroppen som en på 60cm. Fisken svømmede roligt tilbage i vandet, mens Janker lagde 3 kast mere ud i stimen og zag zag – endnu en fisk, endnu en undermåler. Et hurtigt opkald til Formanden om, at han skulle komme nedad og få varmen, og sandelig 5 minutter senere stod Janker og Formanden med dobbelt hook up! Atter var de under målet, men alene det visuelle i dette fiskeri gjorde det til en helt særlig oplevelse. Men pludselig døde det hele ud igen. Stimen var pist væk, netop som man henne fra P-pladsen kunne høre gruset sprøjte til alle sider, da Københavns svar på Ayrton Senna kom buldrende ned ad grusvejen, trak i håndbremsen og leverede en 30 meter glidende parallelparkering i sin familievan. Formanden og Janker nåede akkurat derhen, da støvet havde lagt sig omkring det københavnske meteornedslag, og der ud af bildøren fremtonede en alt andet end nybarberet sønderjyde med blodskudte øjne, som emmede af søvnunderskud men lyste af glæde og fiskeiver – Esel var ankommet, og firkløveret var atter samlet!
Efter en Fernet Banca-runde var det til tid til rådslagning og fordeling af mandskabet. Vi blev følgelig hængende en times tid ved fiskerlejet i håb om at aftvinge vandet endnu et par fisk – gerne over mål. Janker, der ellers struttede af selvtillid, måtte dog hurtigt indse, at træerne ikke voksede ind i himlen. Med fremskudt brystkasse og ny vunden tro på egne evner var han ellers stilet lige mod den føromtalte lavvandede tange, som havde taget pusten af SB før. Nu måtte dog også han erkende, at ingen kunne gå på vandet, blot fordi man havde fanget en flok undermålere tidligere. Øm i kastearmen og med rødmossede kinder måtte han altså traske tomhændet retur til bilerne efter en time i det døde hav. Heller ingen af de andre havde oplevet noget udover en enkelt fiskenovice, der sagt mellem linjerne vel mest af alt havde forvildet sig ud til Bregnør i håb om at få et lille glimt af TFF.
Ny rådslagning – nyt håb. Planen for resten af dagen blev at komme relativt tæt på Hasmark, så vi kunne fiske, til mørket begyndte sit indtog, og vi derefter ikke ville have så langt hjem til hytten, når SBs mavesæk begyndte at brumme. Formanden, hvis hotspot ved Bregnør havde givet et fint afkast, udpegede nu med selvsikker hånd en plads på modsatte side af Odense Fjord med parkering ved Otterup Lystbådehavn. Selvom denne lille private havn er placeret i den allerinderste del af fjorden, ligger den i forlængelse af Egensedybet, der trækker en dyb rende helt ind i bunden af lystbådehavnen. Pladserne i og omkring stedet frembyder derfor året rundt glimrende muligheder for havørred på ædetogt. Særligt forår og efterår skyder de ind på de kystnære lavvandede områder, hvor vandet er et par grader varmere end ude i renden, og byttedyr derfor trives i ly af ålegræs og tangbælter.
Vi lagde ud på ydersiden af havnen, der havde en slående lighed med det legendariske ungdoms-hotspot Stjernen i Nybøl Nor; let mudret underlag med spredte felter af ålegræs og muslingebanker strået ud over sandbunden som pletterne på en leopard. Efter 3 kvarters nytteløst fiskeri bevægede Formanden og SB sig dog hurtigt om til indersiden af lystbådehavnen helt ind i det indelukkede havneområde. En uerfaren lystfisker ville hurtigt affærdige sådan en monoton plads som en fisketom blindgyde, hvis eneste variation var en brakvandet afvandingskanal helt inde i bunden langs diget på Hofmansgavevej. Men er man vokset op med at fiske på de forplumrede sønderjyske sandbunde langs Nybøl Nors eroderede teglværksdiger, så ved man, at netop disse ’mud holes’ kan være hjemsted for mangt en ørred. Således gik der heller ikke lang tid, før den første af en lang række sms’er tikkede ind på Esels og Jankers telefoner med beskeder om springende fisk og bedrageriske KB hug. 5 minutter senere og resten af eftermiddagen stod firkløveret i vand til livet og afdækkede hver en kubikcentimeter mudder for opportunistiske undermålere. Og selvom Esel havde besøg af en god flerkilos følger, forblev det ved undermålsfisk. Omkring 10 stk. i alt på dagen, og da vinden og tusmørket havde lagt sig over vandet ved 18-tiden, kunne formanden meddele SBs efterhånden skrigende tarme, at vi nu med ro i sindet kunne returnere til hytten og formandens kødgryder. SBs tarme blev imidlertid plaget en lille time mere, idet deres ejermand ville afprøve Hasmark Strand, inden dagen var helt omme. Og sandelig om ikke han kom tilbage med beretning om faste og løse fisk helt henne langs Enebærodde strand. Var det målsfisk, ville de andre vide? Var det endelig regulære målsfisk og ikke endnu en flok forvoksede sild i salmo trutta forklædning? Nej, det blev skam ved de 30 cm.
Søndag morgen var lang, men fiskeriet kort. Vinden var taget til i løbet af natten og var drejet en anelse længere mod nordvest. Derfor ville den efter alle beregningerstå skråt ind i masken på alle, der havde tænkt sig at prøve lykken på Hasmark Strand. Så her stod TFF selvfølgelig. Urokkelige i troen men med bølger der tæskede ubønhørligt ind over kanten på deres vaders og med Jankers rejeflue, der fløj hæmningsløst om ørerne på hans forvitrede ansigt. Derfor gik der heller ikke lang tid, før netop han pakkede sydfrugterne og kørte om til mudderhullet fra dagen før, imens de tre andre blev stående mellem sandrevlerne og tæskede deres respektive blink op imod vinden. Efter et par timer uden fast fisk var Janker tilbage i hytten, hvor de andre allerede havde indfundet sig og forberedt sig på afslutningsceremonien med udnævnelse af weekendens flidspræmie og overdragelse af formandsskabet, som denne gang begge tilfaldt Janker. Alt i alt var det en weekend kendetegnet ved små fisk men med stor gensynsglæde, og der hersker ingen tvivl om, at havørredhytten ikke har haft sit sidste besøg af TFF!
Således oplevet
Janker