<%@ Page Language="VB" AutoEventWireup="false" CodeFile="Default18.aspx.vb" Inherits="Default18" %> Untitled Page

 

København - koldt som bare faen

marts 2006


Det var koldt i København

 

TFFs tredje fiskefestival blev afholdt i København/Nordsjælland. Tidspunktet var denne gang sat til havørredmåneden over dem alle – april – hvilket bevirkede, at de, vanen tro, så tårnhøje forventninger var skruet endnu en gevaldig tak opad. Naturligvis godt hjulpet på vej af, at konstituerede formand Esel havde brugt det meste af det forgangne år på at berette om Nordkystens fangstsikre fortræffeligheder. M.a.o. var det egentlig blot et spørgsmål om at køre ud til kysten og klappe fangstnettet ud, førend sølvtøjet helt af sig selv ville svømme på land.

Aftenen inden dette veritable fangstorgie skulle finde sted, havde medlemmerne således også i eklatant mangel på selvbeherskelse, og ikke uden et vist kvantum af formandens Single Malt whisky i blodet, tilføjet § 8 i vedtægterne. Ifølge denne paragraf ville hvert medlem glædeligt indbetale kr. 100,- såfremt det utænkelige nogensinde skulle hænde, at fangsten faktisk udeblev. Foreningen blev 400 kroner rigere denne weekend…

 

               

 

Formanden havde ud over at gøre reklame for diverse ’hot spots’ naturligvis researchet på livet løs, så han kunne vindretning og vandstand i søvne. Imidlertid havde en ubuden gæst, i skikkelse af Kong Frost, gjort sin entre, da medlemmerne lørdag morgen steg ud af bilen og riggede grejerne til ved Vejby Strand i minus 10 grader…

To hurtige kig, et på hinanden og et i Janckers lommelærke, formåede dog at holde den værste kulde stangen de første 45 min. Fiskepladserne her for foden af ’Heatherhill’ så virkelig meget indbydende ud! Og hvis ikke det havde været fordi, at fingre og tæer var ved at falde af efter tre kvarter i bidende kulde og med en vind, der ætsede sig direkte ind i ansigterne, var det såmænd også muligt, at vi kunne have fortsat et kvarter længere. Men da det end ikke var blevet til et ’KB-hug’ i kulden valgte vi efter hurtig rådslagning at søge andre lokaliteter i området.

Dernæst gik det slag i slag: først til Udsholdt Strand – ja navnet siger det hele, for fiskene var i den grad Ud-sholdt, så det mest mindeværdige ved dette stop viste sig – i hvert fald for SB – at blive de medbragte pølsebrød… En enkelt joker havde Eselet dog gemt i ærmet, i form af Lille Kregme i Roskilde Fjord. ’Let’s save the best for last’ som det hedder, og solen strålede da nu også om kap med den velkendte TFF-spirit: nu skulle der satemig fanges fisk!

Hurtigt måtte vi dog sande, at oddsene var alt for hårde: Kong Frost havde bredt et 50 meter bredt og 7 cm tykt istæppe ud fra strandkanten, som vi måtte forcere inden vi kunne kaste vores blink ud i ginklart vand uden så meget som at pilke en tangloppe…

Summasumarum: en utrolig hyggelig fiskeweekend, hvor TFF trodsede vind og vejr og sund fornuft, men hvor vi simpelthen var to uger for tidligt på den. Mon dog ikke det bliver til en revanche en eller anden gang…