Skjern Å - maj 2012

Billeder fra turen kan se her - Skjern å 2012.

 

Og det skete på 2. dagen… Pinsetur til Skjern å

 

 

Så blev det endelige tid til at SB igen kunne låne fiskegrej ved de resterende medlemmer af TFF. Formand Æsel havde inviteret til generalforsamling, og da det var ét år siden sidst, var glæden således stor, da invitationen tikkede ind i medlemmernes respektive inboxe.

Slaget skulle slås i Pinsen på den jyske hede, nærmere bestemt Skjern å, hvor TFF tidligere havde vist skarphed i form af Jankers flotte laks. Der var oprindeligt lagt op til et besøg ved Varde å, men Formand Æsel trådte under generalforsamlingen i karakter, og således blev det til 2 dage ved Skjern å i stedet – hvilket skulle vise sig at være en klog disponering.

 

Det blev den 25/5, og efter afhentning af SB, skamgassede Æsel golfen op af A7´eren i retning Esbjerg, hvor Janker stod i kø ved færgen til Fanø.  Jankers forældre havde beredvilligt stillet deres sommerhus til rådighed, således at TFF kunne holde generalforsamling under ordnede forhold. Gensynsglæden var stor, da Æsel og SB fandt Janker i køen af biler, som skulle til Fanø. Ikke nogen nem øvelse taget mængden af biler i betragtning, og når man er vant til at skulle finde ”den rullende avokado”, der må siges at være en ener. Vi kom ombord på færgen med KB i restordre. DSB mente åbenbart at han skulle ud og se, hvilket resulterede i en forsinkelse på 2 timer.

 

Efter endt indlogering, gik formanden i gang med at kokkerere. Da maden næsten var færdig, valgte Formanden at slå den resterende ventetid (på KB) ihjel, med den obligatoriske fremvisning af sin blege bagdel. KB ankom, og gensynsglæden var naturligvis stor.

Glæden /smilet blev ikke mindre da KB ankom med en flot 11´ stang i en 9´ stangpose – så kender vi ham, en vaskeægte KB, altid sans for detaljen J

 

Mætte og veltilpasse af formandens fantastiske mad, afholdt TFF generalforsamling, hvor slagplanen for Pinsens fiskeri blev lagt. Som nævnt tidligere, valgte formanden 2 dages fiskeri ved Skjern å. I begejstring over sin egen disponering, valgte han igen at vise sin bagdel, denne gang faretruende tæt på den kommende formands hoved (SB), der af mæthed var gået kold på gulvet. Resten af aftenen gik med røverhistorier og snak om de næste par dages fiskeri.

 

Det blev lørdag morgen og bilen blev pakket. Efter endt overfart, blev kursen sat i retning af Skjern. Vejret viste sig fra sin bedste side, og dagens fiskeri ville således komme til at foregå i høj solskin, 22 grader, og let vind. Efter ankomst til Borris, og erhvervelse af fiskekort og morgenmad, kørte vi til dagens først fiskeplads - Gjaldbæk bro. Stængerne blev rigget til, Janker og SB med flue og KB og Æsel med spin. Formand Æsel havde ikke nærlæst Pinsens vejrudsigt, således fiskede han i neopren waders, til udbredt begejstring for resten at teamet. 8 timers fiskeri senere var udbyttet ét stk. aborre (KB), ingen KB hug eller kontakt af anden art. Fabiaen blev pakket og teamet besluttede sig for at køre til fiskerhytten i Sdr. Felding, hvor vi skulle overnatte. Et par timers hvil og lidt aftensmad senere var Fabiaen på farten igen, denne gang i retning mod et stykke længere opstrøms? Aftenfiskeriet blev desværre også en nultur, men strækket og solnedgangen gjorde det alligevel til en fantastisk aften.

 

Søndag morgen valgte teamet, efter 11 timers fiskeri lørdag, at sove længe. Kl. 10.00 stod alle klar ved Fandens Enge. Et fantastisk stræk, hvor Æsel ved sidste besøg fangede en flot havørred. Kort efter ankomst til Fandens Enge dukkede 2 garvede lystfiskere op. Den ene havde nogle dage forinden fanget en fin laks på spin længere opstrøms, og han mente at vi nok skulle fange en laks, blot vi fulgte et par af hans råd. Nu har TFF tidligere mødt lignende personligheder og lader sig ikke sådan dupere. Således blev rådene i første omgang ignoreret.

Efter et par timers fiskeri uden succes, valgte KB dog at følge staldtippene, og han sadlede om til blink og ændrede sine kast. Én halv time senere ringede KB til Janker - der var fast fisk. Janker var gået langt nedstrøms, og viste at Æsel var den der stod tættest KB. Da Æsel ikke tog telefonen kontaktede han SB, som satte i en hurtig sprint, uden at vide hvor langt opstrøms KB stod. Efter 50 meter kunne SB se at Æsel, iført neopren waders, også satte i løb, til stor undren for 4 andre lystfiskere. 2 Km senere og med lette kramper ankommer først Æsel, og dernæst SB til kamppladsen. Æsel kampsvedende i sine neopren waders, men dog i stand til at tage nogle gode billeder af den flotte laks inden den skal genudsættes – se billeder fra turen. 83 flotte cm var laksen, og vel med en vægt omkring de 6-7 kg. KB havde fightet den i ca. 10 min. Og den havde taget turen 100 meter nedstrøms i forhold til hvor den huggede.

 

En halv time senere var alle TFF´er samlet igen, til lykønskninger og KB´s beretning om fighten. Endnu en flot dansk laks kunne således føres i TFF´s journaler. Efterfølgende blev formandsposten overdraget til SB, som skal arrangere efteråret generalforsamling. Æsel og SB tog turen sydover, medens Janker og KB tog et par timers fiskeri mere, hvor KB igen slog  til med en lille regnbue (J).

 

Alt i alt en fantastisk Pinse med god mad, masse af hygge og ikke mindst en flot laks til

KB - den vil gøre sig flot på lommelærkenJ.