Storå, okt 2019

Billeder fra turen kan ses her.

Bæredygtigt fiskeri

Et referat af TFF-weekend d. 4.-6. okt/2019

Ved sidste sammenkomst, i foråret 2019, havde TFF besluttet sig for at betræde helt nye græsgange og havde eksperimenteret med artsfiskeri efter hvar på den jyske vestkyst og laks i Varde å. Dette blev imidlertid en mager forestilling, hvor højdepunktet var en ristet pølse på en solbeskinnet rasteplads ved Gl Vardevej. Derfor var formand KB denne gang gået ’back to basics’ og havde iværksat planer om det ultimative fiskebonanza ved Storå i efteråret 2019. Nu skulle TFF tilbage til målrettet fiskeri og ensidigt fokus på Salmo Salar.

Som altid udviklede der sig i den hastigt tiltagende mailkorrespondance i ugerne op til sammenkomsten en regulær steppebrand af opskruede forventninger. Storåen var brandvarm, lød det. Storåen slog pt alle rekorder, lød det. Det kogte af laks i Storåen, lød det. Så vildt var fiskeriet tilsyneladende, at årets tilbagevendte TFF-gæstefisker, Mugge, ikke kunne styre sine kriblende fingre og bare måtte afsted en hel uge før alle andre, selvom han ikke havde været sen til at gribe den i forvejen frie plads i weekendens fiskeri, fordi Esel desværre havde valgt at flyve i eksil på den anden side af jorden. Men Mugge er jo med årene blevet kendt som TFFs ’super-sub’, så det kunne umuligt gå helt galt…

KB havde en overraskelse i ærmet allerede ved den foreslåede ankomstceremoni, idet han havde planlagt decideret restaurant-bespisning med udsigt over åen fredag aften – der var ingen smalle steder i år! Janker overvejede sågar en kort overgang, om han skulle møde op med slips og sixpence for ligesom at understøtte, at TFF nu var begyndt at bedrive elitært luksusfiskeri. Han droppede dog tanken i sidste øjeblik og troppede i stedet op i utætte waders og afbleget kasket. Restauranten var i øvrigt lukket, og TFF tyggede sig i stedet igennem 3 meter købepizza hjemme hos Sonja kl. 21 om aftenen.

Formanden og Mugge var taget tidligt afsted allerede fredag morgen, mens Janker havde flyttet timer på arbejdet for at kunne nå eftermiddagstrækket ved Bur Bro. SB, der jo er kendt som den mand med mest ro i sindet næstefter Dalai Lama, valgte at troppe stille og roligt op, da aftensmaden stod klar. Der var ikke noget, der indikerede vanvidsfiskeri, da Janker ankom til Bur lidt efter kl. 16. P-pladsen var tom og formanden og Mugge gik tomhændende rundt ved Idom-strækket. Janker riggede fluestangen til med et kort flyd/synke 3/4 skydehoved og begyndte fiskeriet lige nedstrøms broen. Der var helt stille og mennesketomt, hvilket flugtede dårligt med de meldinger om rekordfiskeri, der var indløbet i dagene forinden. Så stille var her, at Janker overvejede, om fredningstiden allerede var indtrådt og han gik og bedrev ulovligt fiskeri. Et kast blev lagt på tværs af åen, hvor fluen kunne glide jævnt over i strømrenden i egen bred, mens Janker mest tænkte på, om han mon havde penge nok med til at betale en eventuel bøde, hvis fiskerikontrollen dukkede op om lidt… Bang! Fast fisk midt i åen. Ingen mennesker men masser af panik. Tunge og dybe rusk i stangen indikerede en god laks. Så kom det første udløb. Nedstrøms i raketfart, så resolut opbremsning. Janker rullede løsline ind for at bevare mest mulig kontakt med fisken. Bøjet stang. Andet udløb, nu opstrøms og tværs over åen og med uformindsket styrke og fart. Stop. Den rullede sig nu uhæmmet i overfladen som en krokodille, der forsøger at drukne en gnu i et vandhul på den afrikanske savanne. Det var dog ikke en gnu men en olivengrøn rørflue, som Janker i sekundet efter fik pisket tilbage i hovedet, da krogen slap sit tag i laksens kæft. Endnu engang kunne Janker notere på sit cv at have kroget en god fisk, der aldrig blev set.

Der blev straks ringet til formanden for at berette om oplevelsen og for at fortælle, at Bonanzaprofetien måske ville holde stik. Ingen tog dog telefonen. I stedet et opkald til Mugge. Dén mand har altid den ene hånd på sin mobil, hvis ikke den er nedsænket i en 2 kilos bøtte med Matadormix. Telefonsvarer. Underligt. Mugge er ellers altid online. Endnu et opkald. Stadig  blot en telefonsvarer. Var der ugler i mosen? Kæmpede han mon med storlaks i selvsamme øjeblik? Var både han og KB ved at skovle fisk ind, mens Janker intetanende belemrede deres telefoner med den sørgelige beretning om en tabt laks? Og havde det overhovedet været en laks? Måske det blot havde været en Hecht? Tvivlen bankede rundt i hovedet på Janker, mens han fumlede med sit forfang og lagde an til at genstarte fiskeriet. Pludselig ringede mobilen tilbage. ”Hallo?! Det er Janker, har I fået fisk?!”

”Aahhhh… Ha ha ha!… aahh ha ha ha…! Lød KBs grådkvalte stemme i den modsatte ende. ”Den mand (red: Mugge) får simpelthen referatet til at skrive sig selv… ha ha ha!” Da krampelatteren omsider havde lagt sig i telefonrøret, kunne KB berette om Mugges heroiske indsats ved Idom-strækket: Efter at havde kroget en 50cm hjælpeløs grilse, og fightet den så hårdt, at det krævede kunstigt åndedræt at vække den til live igen, havde han siddet på hug i et kvarter med røven i vandskorpen og pumpet den stakkels fisk frem og tilbage, mens han selv prustede og stønnede som en yakokse i brunst. I sin foroverbøjede positur så han omsider laksekalven svømme fortumlet retur til nærmeste strømrende, og i selvsamme moment hørtes det diskrete ”plop!”, der lyder, når man taber sin Iphone ud af brystlommen på fiskejakken, og den lander i åen og synker til bunds som en offergave. Dobbelt genudsætning.

 

1. etape lørdag morgen lød på start ved Gryde å, hvor formanden forventede, at vi ville skrive de første 3-4 laks ind i fangstrapporterne i løbet af et par timer. Nu skulle TFF vise deres format. Opgejlet af øl og drømme om laks og hæder, havde vi aftenen forinden i vanlig ublu stil lovet at stå op før Sonja gik i seng. Nu, 4 timer senere. Morgenhår og flakkende blikke. Ud af fjerene og ind i Sonjas køkken, hvor kaffekanden allerede bryggede sin sorte dvævlebryg. Derefter – masende discount-rundstykker ned i svælget hurtigere end Usain Bolt ville kunne tilbagelægge en 100m sprint i neoprenwaders – var vi ude af døren. Smækkende fordør, hjulspin på P-pladsen og afsted i røg og damp, så vi ikke risikerede at gå glip af en af de få holdepladser ved fårefolden ovenfor Gryde å. Alle huskede den anale reprimande, som Esel havde fået, sidst vi frekventerede denne lokation, da han havde parkeret sin Københavner-Golf 3 cm udenfor den afmålte P-plads. Vi kastede os nærmest om kap ud af dørene, før bilerne holdt stille og tævede 4 x Fernet Branca op i ansigterne, inden vi alle småløb ned til vandet. Bare åen ikke var tømt for laks endnu. Flammende blikke, optændte af forventninger og ud med snøren.

3 timer senere havde vi pløjet os gennem samtlige centimeter åbrink uden at se andet end en tom dåsebajer og et maltrakteret får, skambidt af alderen, det vestjyske vejr og muligvis en ulv. Antiklimaks. Indhug i vingummibøtten, kaffe og rådslagning. Formanden manede til besindighed; vi havde jo hele dagen foran os ”og laksen hugger gerne over middag”. ”Vi tager sgu til Bur Bro!” Bur Bro, strækket hvorfra vi for år tilbage havde modtaget opkaldet fra Esel og SB, da sidstnævnte havde torpederet sin allerførste danske laks i et inferno af udhængende træer og siv, og Esel havde kranet lakselykken helt ind på brinken denne dag og jubelbrøl havde runget ud over den vestjyske ådal. Hvilke minder, hvilket sted! Men nu, middagstid ved Bur Bro. Ingen mennesker. Ingen fisk. Kun skeptiske blikke og stilhed.

Formanden trissende nervøst omkring, gik rundt om sig selv et par gange og så ind i sig selv, og frem fra dybet trak han så sin joker; ”Idom! Det bliver Idom!” Tanken om et nyt stræk affødte omgående fornyet optimisme. Kraftigt næret af minderne om Mugges ’Waterloo’ hin skæbnesvangre regnvejrsdag på samme sted. Laksedagen. Lampret-dagen J ”Nu vender vinden, alt er atter muligt, laksen er trukket forbi Bur og strøget direkte op til Idom, hvor den venter på os i dusinvis!” Men ak, der var hverken laks, lampret eller gode historier denne lørdag. Kun siv, regn og mudret åbrink. Mathed i hovedet og mathed i sokkerne. Retur med søvndrukne blikke, sukken efter Sonjas varme stue og Formandens væltede lokum. Desillusionerede og slukørede vendte vi snuderne mod Holstebro. Men dagens højdepunkt og turens positive overraskelse var faktisk KBs chilibeklædte kødsovs. Hvem skulle havde troet det, at den menneskelig kogekunsts tusindårige evolution på netop denne ’de bristede drømmes’ aften skulle munde ud i den hellige gastronomiske treenighed: bacon, cocktailpølser og chili. Det føltes som en åbenbaring: Gud var ikke vegetar.

Efter dette kongemåltid lå verden atter for vores fødder. Glemt var sliddet og slæbet og de ømme muskler og de trætte blikke. Glemt var de kulsejlede forventninger og de udeblevne fisk. Vin og øl gav optimismen et sidste nøk opad, og aftenen endte i en uhæmmet lovprisning af Formanden, maden, indsatsen og Sonja. Intet kunne stoppe TFF, heller ikke DMIs melding om udsigten til en kold søndag. Det hele ville kulminere i morgen – på anden dagen!

 

Da vi stod op, var der dømt frost. Vi åd, pakkede sammen og stak snuderne ud af fordøren, mens det stadig var mørkt. Her blev vi mødt af ekstremt klart og ekstremt vindstille vejr. Og minus 1000 grader. Alt var frosset fast; bilruder, dørhåndtag og menneskers håb om en lysere fremtid. Bagsmæk og stangholdere var som svejset sammen med karosseriet. Ubevægelige vinduesviskere, istapper i udstødningsrøret og tænders klapren. Ånde steg ud af munden, frøs på et øjeblik og faldt til jorden som iskrystaller, der splitrede lydløs mod asfalten. Rationelle mennesker var omgående kravlet ind under dynen igen. Normale mennesker var straks blevet enige om at afslutte turen og sige tak for i dag. Mennesker med blot en flig af åndnærværelse ville allerede have været halvejs hjemme ved deres respektive familier på dette tidspunkt. Men TFF var hverken rationelle, normale eller åndsnærværende mennesker. Vi var laksefiskere, og vi skulle fange laks. Vi splittede mandskabet i to; Spinnebanden KB og SB drog opstrøms Bur bro, mens Mugge og Janker tog fluekæppene med til det yderste stræk nedstrøms Bur. Alt var smukt, da solen brød frem gennem morgendisen og badede ådalen i lys og håb. Janker var gået et par hundrede meter nedstrøms, da Mugge lidt forsinket kom til syne traskende henover bakkekammen og ned mod åen. Tre kast og et jubelbrøl senere stod han med en stang så spændt som en bryllupspik. En laks havde helt uventet kastet sig resolut over Mugges flue midt i åen og gav ham nu det adrenalinsus, som alle laksefiskere drømmer om i de lange vintermåneder. Men ligeså hurtigt og overraskende som hugget var indtruffet, ligeså pludseligt var det hele overstået. Laksen slap sit tag i fluen, linen mistede sin kraft og Mugge stod tavst tilbage på den frosne åbrink og lignede  en dreng, der lige havde fået at vide, at han ikke måtte komme ind i slikbutikken, fordi han ikke var gammel nok.

Senere blev det til et lille plaster på såret, da han landede og genudsatte en havørred på 45 cm. SB og Formanden havde trawlet det meste af stykket opstrøms Bur Bro med hele arsenalet af Condomspinnere, men alt sammen uden held (måske bortset fra den obligatoriske aborre, der i et anfald af selvdestruktive tanker huggede på SBs spinner, blev kranet ind og fotograferet og genudsat). Weekenden sluttede i høj sol med frokost på en bænk ved Bur Bro, hvor vi alle begyndte at se frem til næste træf.

 

 

Således husket

Janker