Vedtægter

Vedtægter for TFF

Vedtægter for lystfiskerforeningen Team Frische Fische (TFF)

 

  • 1. Navn og hjemsted

Stk. 1. Foreningens navn er Team Frische Fische, forkortet TFF.

Stk. 2. Foreningens hjemsted er fordelt på de til en hver tid gældende medlemmers adresser.

Stk. 3. Foreningen er pt. ikke medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund.

  • 2. Formål

Foreningens formål er:

Stk. 1. at tilbyde medlemmerne fiskerige oplevelser ved bl.a. at opmuntre til og muliggøre udøvelse af mangfoldige former for fiskeri (kyst, hav, å, elv, sø mv.)

Stk. 2. at værne om lystfiskeri i alle dets ædle afskygninger (herunder vandpleje, korrekt og respektfuld håndtering af og omgang med fisk, levende såvel som døde)

Stk.  3. at fremme spontan glæde og socialt samvær i hinandens gode selskab

Stk. 4. at opretholde traditionen med en halvårlig generalforsamling/fiskeweekend (se §4), hvorved medlemmerne får konkret mulighed for at efterleve de i § 2 stk. 1., 2. og 3. angivne formål.

Stk. 5. at bibeholde og værne om ’den tyske forbindelse’ eksemplificeret gennem foreningens officielle lystfiskerhilsen: ’Petri Heil’.

  • 3. Medlemmer

Stk. 1. Anført i vilkårlig rækkefølge er de stiftende medlemmer af TFF:

Søren Blindbæk

Peter Grønne Christensen

Karsten Bangsgaard

Jesper Moldaschl

Stk. 2. Ovenstående medlemmers afkom kan komme i betragtning som fremtidige medlemmer, såfremt de på et gældende tidspunkt dels søger om optagelse hos og dels bliver fundet egnet og accepteret af samtlige medlemmer.

Stk. 3. Foreningens medlemmer forpligter sig til at efterleve fiskerilovgivningens og vandløbslovens samt TFF´s til enhver tid gældende bestemmelser.

Stk. 4. Medlemskabet er betinget af indbetalingen af et månedligt økonomisk bidrag/kontingent på kr. 100,-.

Stk.  5. Indtægter fra medlemskabet anvendes til at fremme foreningens interesser, således som disse måtte tage sig ud løbende på baggrund af fælles drøftelser og vedtagelser på den halvårlige generalforsamling.

Stk.  6. Formandskab: Titlen som formand for TFF tildeles efter et rokeringsprincip. Dette indebærer, at formandsposten overdrages til næste medlem ved afslutningen af hver generalforsamling/fiskeweekend. Formanden er hovedansvarlig for planlægningen og afholdelsen af den generalforsamling/fiskeweekend, der indgår som afslutning på vedkommendes formandsskabsperiode.

  • 4. Generalforsamling

Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

Stk. 2. Generalforsamlingen tilstræbes afholdt i forbindelse med en fiskeweekend ca. en gang hvert halvår. Den præcise dato herfor varierer og bekendtgøres endeligt og i god tid af den til enhver tid konstituerede formand. Indkaldelse (skriftlig/elektronisk) til generalforsamlingen bør desuden indeholde en dagsorden inkluderende minimum følgende punkter:

1)     Formandens beretning

2)     Regnskabsaflæggelse

3)     Behandling af indkomne forslag

4)     Evt.

Stk. 3. Regler for dresscode; Kasket eller t-shirt med TFF-logo kan bæres ved Generalforsamlingerne, men det er ikke længere et krav.

Stk. 4. Indkøb af Fernet Branca foretages af formand, der ligger ud for indkøb af en 0,75 l flaske. Hvis flasken ikke er tom, overdrages den til næste formand. Den vedtægt er bortfaldet, da medlemmernes trang til fernet med årene er forsvundet.

Stk. 5. Formandskabet overdrages den sidste fiskedag, hvor vandrepokalen (lommelærken) skifter hænder. (indskudt bemærkning; Det betyder samtidig at tiltrådte formand forstår indgravering af sidste sammenkomst størst fangede fisk!? Formanden må dog gerne give dette ansvar videre til en af de andre).

Stk. 6. Vedrørende fangstpræmie; Så ligger formanden ud for en præmie . Præmien tildeles fangeren af størst fangne fisk. Ved udebleven fangst tilfalder præmien alle, såfremt den kan konsumeres. Er præmien af mere udsøgt art, så tilfalder præmien den, der ved sammenkomsten står for den mest kuriøse begivenhed eller udtalelse. Denne præmiering vedtages samstemmigt af medlemmerne.

Stk. 7. Vedrørende indgravering af data for størst fanget fisk efter TFF sammenkomster, så indgraveres flg. Fangstdata; Navn af fanger, fiskens art og størrelse (?), samt dato.

Stk. 8. Bøde for manglende indbetaling af kontingent kr. 50,-, samme beløb gør sig gældende såfremt formanden ikke indkøber Fernet. Desuden skal samtlige TFF´ere punge ud med kr. 100,- såfremt fangst over målet udebliver. Såfremt formandens hotspot ikke giver fisk over målet, skal han også op med kr. 50,-. Såfremt lommelærken er glemt, skal den ansvarlige op med 50,-. Såfremt et medlem ikke har ‘opfyldt’ sin årsfangstmålsætning, skal han op med 50,-.

Vedtægtsændringer er kun mulige ved enstemmig vedtagelse af de fire stiftende medlemmer og skal finde sted på selve generalforsamlingen.

  • 5 Datering

Stk. 1. Således vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling den 6. oktober 2006.

————————–    ——————————   —————————–      —————————-

Søren Blindbæk                   Peter Grønne Christensen           Karsten Bangsgaard                Jesper Moldaschl

Herunder i nedenstående file ses de officielle underskrifter.

(vedtægter) vedt.pd