Den 37. TFF-weekend – Magiske dage ved Reersø
’Referaterne fra TFF-træf’ skriver sig selv, er efterhånden en vending på højde med one-liner´en ’det skete på andendagen’ og det sagnomspundne ’KB-hug’. Men sagen er den, at når en kommende formand sætter sig til tasterne for at nedfælde ord om den sidste TFF-komsammen, er historierne allerede blevet til legender – til minder, der for altid vil have sat sig fast i sindet hos de tro følgesvende. Og sådan er det (selvfølgelig) også denne gang, efter vores træf på Reersø.
Jeg sidder i vores stue. Det er aften, familien er gået i seng og det eneste lys er det fra min opslåede computer. Hvis der for fem minutter siden ude i mørket havde stået nogen og betragtet mig gennem vinduet, ville de helt sikkert have tænkt, at han (jeg) sad og så et eller andet sjovt klip, for det største smil på mine læber oplystes af computerskærmen. Det var dog hverken en komedie med Jim Carrey eller et skørt youtube-klip, jeg sad og kiggede på. Faktisk var det et tomt word-dokument, der ventede på at tage imod alle de ord og oplevelser, der i det øjeblik fyldte mit hoved og var årsag til mit store smil. Historierne stod i kø, så for ikke at skuffe nogen, hverken Microsoft Offices skriveprogram eller de højtærede TFF-medlemmer måtte jeg heller komme i gang – let the story begin.
Det hele begyndte fredag kl 10.11, da jeg trådte ind ad døren ved gravøren Pokabo i Odense. Den samme person, som i alle årene har indgraveret i vores lommelærker og som i øvrigt ikke så en dag ældre ud end første gang, jeg trådte ind i hans butik, stod og ventede. Han var netop blevet færdig med at forevige Esels Ølands-havørred på dén lommelærke, der egentlig også var tiltænkt Fernet´ens ædle dråber, men nu udelukkende var endt som et klenodie prydet med mange flotte fangster fra vores fiskeweekender – modsat TFFs første ’trofæ’, som i erindringsbøgerne mere huskes som Skammens Pokal og som i øvrigt stadig har en dunst af fernet branca, når man skruer låget af.
For gravøren er jeg og dermed TFF ikke bare en ukendt, tilfældig kunde. Han har gennem årene fulgt med i vores fangster, og på trods af et par svipsere fra hans side – bl.a. ’Stjern å’ og ’STORE Å – er han tilgivet og ubevidst blevet en del af fortællingen om TFF.
Vi har aldrig haft de lange samtaler sammen. Jeg tænker, at når man vælger at blive selvstændig gravør, der bruger det meste af sin arbejdstid alene i et baglokale fyldt med pokaler og medaljer, så er man ikke den mest snakkesalige person. Og det er netop sådan en person, jeg har oplevet. Alligevel har jeg kunnet vække hans indre lystfisker, når jeg er ’kommet med’ en større fisk, der skulle indgraveres, og det har udover et par løftede øjenbryn også kunne få tungen på gled med flere imponerende vendinger. Denne gang gjorde jeg besøget kort, da det ikke kunne gå hurtigt nok med at komme afsted mod Reersø, men med ud ad døren fik jeg alligevel et ”vi ses” fra vores kære gravør, der derefter atter forsvandt ud i baglokalet – måske for at finde den helt store gravørstift frem, så han er klar, når jeg kommer hjem fra dette TFF-træf.
To timer senere var jeg bogstaveligt talt blevet blæst over Fyn (det var en dag med kraftig vind fra vest), havde snoet Touranen op ad de små vestsjællandske landeveje og ad den smalle grusvej nord for havnen i Reersø kommet frem til strækket, som et par år tidligere havde kastet en del fisk af sig. Jeg havde taget fri fra arbejde. For pga. en forestående søndagstur til München (for at besøge knægten), kunne jeg ikke fiske søndag, hvilket var grunden til, at jeg sendte mig selv på rekognosceringstur, inden det endelig TFF-træf startede. Fiskefeberen var på sit højeste, men frygten var, at de seneste dages kraftig vestenvind havde gjort ydrekysten svær at fiske ved. Efter 7-8 kast blev denne frygt til en konstatering. Kakaovand, drivtang og en stadig stiv kuling hamrende ind i fjæset på mig, gjorde det umuligt at fiske. Heldigvis havde Janker haft samme tanke, altså med at tage en fridag fra jobbet, så kort efter dukkede han op. Han behøvede dog ikke at finde grejet frem for at komme frem til samme konklusion som mig. Vi valgte derfor at køre mod det bookede sommerhus, hvor formand Esel stod og ventede. Eller rettere så havde han netop fået overdraget husnøglen af ejeren, en sød men lettere overrasket/skeptisk ældre dame med navn Ingrid, der studsede noget over, at der pludselig stod tre friske fyre ved hendes gamle sommerhus. Om hendes overraskelse skyldtes, at hun havde specielle planer med den flotte virile fyr, der i første omgang var troppet op alene, eller om det faktisk (som hun sagde) skyldtes, at hun troede, at der kun kom to personer, forblev uafklaret. Lejen var meget billig og skyldtes måske, at Ingrid havde planer om en anden form for ekstrabetaling. Denne forblev dog som en våd fantasi i en ældre kvindes hoved og formanden slap med en kontant betaling. Alt imens dette stod på, var TFFs sønderjyske storfanger alias SB, der få dage før vores træf, havde tændt fiskefeberen hos alle TFF´ere, da han i Nybøl Nor fangede en flot havørred på 63 cm, havnet i Stau på den fynske motorvej, hvor et stort uheld gjorde, at alt stod stille. Turen tog derfor længere end beregnet, men SB har alligevel altid haft den evne, at når maden står på bordet, så skal han nok være der. Og det var selvfølgelig også tilfældet denne gang, hvor formanden havde kokkereret den lækreste middag og fundet nogle gode rødvinsdråber frem. Rent fiskemæssigt var SB ikke gået glip af det store. De tre andre havde fundet en lavvandet vig, der lå i læ for vinden, men efter hvad der føltes som flere kilometers gang på blød bund i ankelhøjt vand, blev der taget et klogt valg (noget som gutterne med årene er blevet bedre til) og et andet spot på nordsiden af halvøen skulle afprøves. Inden skulle de dog lige forbi en af de lokale lystfiskere, der holdt de gæve gutter i et usynligt jerngreb med snak om en kystkonkurrence og om et hotspot syd for Storebæltsbroen – havde han en bange anelse om, at disse gutter ville tømme den lokale kyst for fisk, hvis han ikke fik dem lokket væk? Hvis det var tilfældet, havde han ikke held med det, og kort efter fik de rystet ham af sig, så han slukøret tøffede væk i sin slidte lille bil.
Da de tre gutter begyndte fiskeriet på det nye stræk, i det grumsede men fiskbare vand, vækkede det vejrguderne (og måske fiskeguden?), som sendte sol, regn og vind ned over spottet, ned over os. Det var som om vi skulle testes – kapitulerer de eller er der krummer i disse gutter? Hvad vejrguderne måske ikke vidste var, at dette vejr intet var i forhold til dét, som vi et halvt år tidligere blev udsat for på Øland, så selvfølgelig fiskede vi bare videre. Belønningen kom i form af ikke bare én men hele to flotte regnbuer, der kortvarigt så ud til at ende lige netop på dette spot. Var det et tegn, et varsel – ville der være ’guld’ for enden af disse?
Det blev ikke til nogen kontakter. TFF var ikke fuldtallig, hvilket måske var forklaringen. Måske var besøget her mere et rekognosceringsbesøg til brug for dagen efter, når alle var samlet, for ud over at tjekke bundforhold, tjekkede Janker i det grumsede vand også lige vanddybden tæt under land og fandt, at det flere steder var meget dybt, hvilket var tæt på at ende med et på vandfyldte waders.
Efter formandens forkælelser i form af god mad og vin, chips og slik i lange baner – pakket ind i en bjælkehytte-stemning, som sad vi i det nordligste Norge – afholdte vi generalforsamlingen. Formandens forudsigelse for weekendens fiskeri manglede intet af den optimisme, som TFF er gennemsyret med. Mindst 5 havørreder i nettet, hvoraf to ville være over 50 cm – vidste han noget, som vi andre ikke gjorde? Det tændte i hvert fald en glød i alle medlemmer (hvis den ikke var tændt i forvejen?), og da vinden ville dreje fra den trælse vestretning til en mere sydlig, var vi ikke i tvivl. Det kunne kun blive en magisk weekend. Magisk var det også, da vi fandt et par glemte Bjørn Borg-underhakker under sofastolen. Billeder af, hvordan en tidligere lejer var hoppet på vognen med at betale for lejen med andet end penge, og derefter havde fået flået tøjet af, af en vis indehaver af sommerhuset poppede frem på alles nethinder – Esel, jeg tror du gik glip af den helt store tur.
Lørdag:
Efter en god nats søvn og et solidt morgenmåltid i det perfektbeliggende sommerhus, var alle TFF´ere klar til dagens fiskeri. Første spot var på halvøens nordside ved ’revet’, hvor vi startede med at se en af naturens bedste fiskere, skarven, i gang med at proppe en sagesløs hornfisk ned i svælget. Lige så skarpe var vi ikke. KB fik godt nok TFF på tavlen med en undermåler, men forholdene var ikke optimale, så efter en times fiskeri, blev det besluttet af skifte plads. Og valget faldt på gårsdagens sidste plads, hvor regnbuerne havde vist sig frem. Det skulle vise sig at blive et godt valg, for inden for den første halve time skete der mere end på mange tidligere ture lagt sammen. Først meldte Janker sig på banen. En 50 cm farvet fisk havde nuppet fluen, men efter flere kraftspring, slap den sit tag og noget atypisk for en TFF´er stod Janker tilbage med en slap stang. Kort efter meldte SB, at ”der er masser af fisk i vandet”. Dette blev øjeblikke efter fulgt op af formanden, der desværre smed en god fisk på omkring de 50 cm. Så manglede kun KB en kontakt. Den kom i form af et solidt hug, som med det samme overbeviste ham om, at det var en god fisk. Janker stod på den anden side af det lille ’badekar’, hvor fisken huggede og havde den bedste udsigt til et af de minder, der nok altid vil blive husket. KB fik egentlig fightet havørreden fint og undgik, at den gik amok med spring ud ad vandet, men da den skulle landes, valgte han, at kane den ind på det lave vand for at håndlande den (som han har gjort med flere laks). Hvad der helt præcist skete under landingen, er lidt usikkert, men fisken smuttede i hvert fald ud af KBs hænder, fortsatte mellem benene på ham, stadig med den hvid-grønne Stripper i kæften, alt i mens et højlydt ”knæk” fuldendte den bekymring og paniske tilstand som KB på et splitsekund havde bragt sig selv i. Reaktionsevnen fejlede dog ikke noget og hurtigt stod han med en halv stang og en knækket tro på, at havørreden stadig var på – men helt mirakuløst var den, der stadig. Om det var fiskeguden eller en anden gud, der her havde en finger med i spillet, får vi aldrig svar på, men sagen er den, at KB kort efter kunne lande den utroligt flotte rognfyldte havørred, der fik trukket målebåndet ud på hele 61 cm.
Oplevelsen var på trods af landingen, eller måske netop derfor (!), en unik oplevelse for de to TFF´ere. Jankers store smil skyldtes ikke kun det underholdende scenarie, der havde udspillet sig, men også den kammeratlige medglæde over den flotte fangst. Denne havørred var KBs næststørste havørred fanget på kysten, og da vi skal helt tilbage til 90´erne for at finde den største, var han ubeskrivelig glad. Og glæden blev faktisk endnu større, da han kort efter kunne sende den gydevandrende hunfisk tilbage til sit rette element og til dens søgen efter en å, og forhåbentlig en stor hanfisk!
Ved middagstid drog gutterne tilbage til sommerhuset for at fylde depoterne op. Det var blevet til yderligere en undermåler til KB. Faktisk en finneklippet lille fyr, der var blevet opdrættet af ham selv. Opdrættet til at falde for hans Stripper – desværre et par år for tidligt. Formanden havde også haft held og dygtighed til at overliste endnu et sølvtøj, men også den gad ikke helt med ind.
På gårsdagens generalforsamling havde formanden meldt ’Skansen’ ud som weekendens hot spot. Da forholdene her var svært fiskbare, blev hotspottet ændret til Ågerup-strækket på Røsnæs, der for år tilbage gav Janker en flot havørred på 60cm. Et spot der altid stinker af fisk. Men selv med en god frokost og et par alkoholfrie øl indenbords, og selvom forholdene var noget nær perfekte, så gav halvanden times fiskeri her ingen fisk.
Over frokostbordet var det blevet diskuteret om 2 x 45 minutters kørsel var det værd, når nu Reersø i sig selv havde meget at byde på. Ågerup er bare et specielt sted for TFF, og vi blev enige om at give det et skud. Skulle det på dagen blive en nitte, ville vi vende tilbage til spottet, hvor vi før middag så en del fisk – og sådan blev det. Dette stræk, og det der var hændt her tidligere på dagen, havde allerede givet nok til historiebøgerne. Men selv med et mere end vundet slag om formiddagen, kunne et nyt sagtens tage sin begyndelse om eftermiddagen – og det kunne vel også vindes? KB gjorde sit med flere kontakter, et par mistede og 3 undermålere i nettet. Den fynske stripper faldt virkelig i de vestsjællandske havørreders smag. Samme held havde den ellers superhotte SB ikke. På trods af mere end 50 landede havørreder i år sled han virkelig med det. Måske var fiskeheldet sat på pause efter hans flotte 63´er fra få dage før, eller også kunne ørrederne her bare ikke på samme måde, som ørrederne ved svinefarmen i det sønderjyske lide duften af røv- eller pubeshår… Han fik dog en enkelt undermåler i nettet, modsat formanden der ikke havde held i sprøjten mht. fangster. En formands tarv og dét en formand bliver målt på er ikke antallet af fisk, han fanger, men derimod at en TFF-weekend bliver et unikt træf, et åndehul, dage med skønne fiskesteder og at medlemmerne får nogle fantastiske dage sammen. Lad mig bare slå fast, disse mål nåede ikke engang de mål, der blev opnået denne weekend, til sokkeholderne. For selvom denne lørdags første mange timer allerede havde budt på topkarakterer på alle parametre og givet TFF den første kysthavørred over 60 cm til et TFF-træf, så havde formanden ikke bare et men alle fire esser i ærmet, og de blev spillet ud lidt før klokken 17. Alle fire gutter fiskede på det samme stræk, da Janker pludselig hævede stangen og stemmen, mere end vi er vant til fra Jankers side.. ”Fisk”.. ”Er den god Jankii”? ”Jaaa”. Alles øjne var med et rettet mod Janker og den fuldt bøjede enhåndsfluestang, hvor hjulet var kommet på overarbejde. Det er yderst sjældent, at ørreder på kysten hiver line af et fluehjul under en fight, men det blev hurtigt klart, at denne fisk ville det anderledes, for den tog flere gode udløb, imens resten af TFF-flokken i løb gennem vand, tang og mellem store sten var på vej hen mod Janker og fisken. SB var den første, der var fremme, og da fisken kort efter viste sig i overfladen, var begge ikke længere i tvivl. Det var en af de helt store kystørreder! Janker, der efterhånden har flere store fisk på samvittigheden, virkede rolig – men alligevel ikke helt så rolig som han plejer. Dog så det hurtigt ud til, at han havde godt kontrol over fisken. Alligevel tog fighten en ti minutters tid, hvor Janker styrede fisken og SB med sit fangstnet, der var tæt på at tangere KBs gamle kystnet, som i en årrække fik flere kommentarer pga. størrelsen, fulgte vennen og koldblodigt nettede fisken, da han fik muligheden for det. ”Øøøj, den er kæmpe… hold kæft den er stor den her…. Det er da en femmer det her…… TFF sætter nye standarder”. SBs ord, var alles ord! Esel og KB fulgte trop med jubelbrøl og ulvehyl, mens de sidste meter gennem vandet blev tilbagelagt. Al opmærksomhed på store glatte sten og blæretang var væk. Øjnene var stift rettet mod SBs net og da de kom frem og selv kunne få syn for sagen, kulminerede hele weekenden – alt! Janker havde fanget et kystmonster, den flotteste hanhavørred i gydedragt, og vi var alle fire samlet. En fællesoplevelse, som i skrivende stund ikke huskes større i nogen tidligere TFF-weekend. Det var unikt, magisk, et meget stort øjeblik.
Dagen var startet med et vundet slag og endte med en vunden ’krig’. Formand Esel havde gjort alt rigtigt. Valgt den rigtige weekend og det helt rigtige spot, hvilket var en præstation til ug med kryds og slange. At Janker rundede dagen af med endnu en målsfisk på 46 cm samt at han fik en flot fisk på 47 cm og SB en undermåler dagen efter, hvor KB sad i et tog på vej mod München, var kun en bisætning i denne weekends store roman. En bisætning med andre bisætninger som den sædvanlige spaghetti med kødsovs, øllene der med årene er faldet i procenter og nu var helt uden alkohol, SBs sengeskift, så han nu sov med KB og ikke den faste sengemakker Esel og Danmarks fodboldlandskamp mod Spanien.
Om lørdagen var den reelle første- eller andendag er jeg i tvivl om. Men jeg er ikke i tvivl om, at denne weekend bliver et minde for livet, en legende for TFF. De to regnbuer om fredagen var ikke et tegn på et større udslip af regnbueørreder fra det nærliggende Musholm. Om det var et tegn fra oven, og guldet for enden af regnbuerne kom som to store havørreder, der var bestemt til at hugge på TFFs agn ….. tja, det kan man gøre sine egne tanker om. Men at det var en magisk dag for de fire venner – det er jeg i hvert fald ikke i tvivl om.
Den kommende formand, KB
